Nadia, Procesoperatør med Pharma

24.09.19 PI Nyheder

PI udgiver anbefalinger over mulige samarbejder med DTU

Medlemmerne i PI’s uddannelsespolitiske udvalg (UPU) har i samarbejde med DTU-Kemiteknik, udarbejdet en liste over samarbejdsmuligheder mellem virksomheder i Procesindustrien og DTU-Kemiteknik.

Mødet mellem UPU-Uddannelsespolitisk udvalg og DTU Kemiteknik er endnu et godt eksempel på, hvordan Procesindustrien arbejder for, at danske virksomheder med procesanlæg har adgang til kvalificeret arbejdskraft i hele landet. Listen over samarbejdsmuligheder mellem virksomheder i Procesindustrien og DTU-Kemiteknik  viser en palette af muligheder for medlemmerne i Procesindustrien. Her kan jeres virksomhed eksempelvis få studerende på besøg, bruge DTU Kemiteknik til efteruddannelse af jeres medarbejdere eller indgå samarbejde om master og PhD-projekter, hvor jeres virksomhed kan få hjælp til at løse en bestemt teknisk opgave af en studerende på DTU.

Anbefalinger til samarbejde

  • Besøg på DTU Kemiteknik, hvor I tager en gruppe medarbejdere fra eksempelvis jeres R&D med til DTU Kemiteknik, hvor I får en rundvisning og et foredrag. 
  • Få de studerende på besøg på jeres virksomhed. Det sker i et samarbejde med Studenterforeningen KT på Instituttet.
  • Samarbejde om master- og PhD-projekter, hvor I kan få hjælp til at løse en bestemt teknisk opgave af en studerende på DTU .
  • Få en Erhvervs PhD’er ansat i jeres virksomhed, hvor I sammen får aftalt et særligt emne, som skal være udgangspunktet for Erhvervs PhD’en. Erhvervs PhD’en vil under hele forløbet være i tæt dialog med DTU Kemiteknik.  
  • Brug DTU Kemiteknik til efteruddannelse af jeres medarbejdere. Det kræver en nærmere dialog med DTU Kemiteknik om indhold, varighed, og hvor mange medarbejdere, som I kan stille med. I kan eventuelt gå sammen med andre virksomheder om at stille hele hold.
  • Indgå i et konsortium med andre procesvirksomheder i DK og resten af verden, hvor der er fokus på nogle specifikke teknologier eller processer. 
  • Indgå i DTU’s rammeprogram med industrivirksomheder, der er omfattende og drejer sig om større forskningsprojekter af længere varighed.
  • Få hjælp til teknologiske udfordringer og udviklingsprojekter i jeres virksomhed.

 

 ”Vores studerende ved DTU kemiteknik trænes til både at arbejde teoretisk og praktisk med procesdesign og produktionsteknologi – og de bedste resultater opnår vi i tæt samspil med procesindustrien på tværs af brancher”

Fortæller Kim Dam-Johansen, institutdirektør og professor fra DTU Kemiteknik.

Hvis du vil vide mere om samarbejdet, kan du kontakte Kim Dam-Johansen, institutdirektør og professor kdj@dtu.dk fra DTU Kemiteknik.

Hvis du vil vide mere om arbejdet og medlemmerne i PI’s uddannelsespolitiske udvalg, kan du kontakte Christine Bernt Henriksen, uddannelseschefkonsulent  cbh@di.dk.

Skrevet af:

Xenia Justiniano