Troldtekt vinder fornem pris inden for bæredygtighed
En jury af anerkendte arkitekter har tildelt Troldtekt prisen som Architects’ Darling 2021 i kategorien ’Cradle-to-Cradle Challenge’ ved et awardshow i Celle.
Massive investeringer i innovativ teknologi, cirkulære principper som forretningsstrategi og konkrete resultater inden for bæredygtighed har kastet hæder af sig for PI-medlemmet Troldtekt.
De har nemlig vundet prisen som Architects’ Darling 2021 i kategorien Cradle-to-Cradle Challenge ved et awardshow i den nordtyske by Celle den 9. november. Det er den førende tyske arkitekturportal Heinze, der står bag prisen.
Troldtekt fra Troldhede i Vestjylland er en af Europas førende leverandører af akustikløsninger. Virksomheden har siden 1935 produceret akustikplader af naturmaterialet træ og cement udvundet fra den danske undergrund.
I mere end et årti har Troldtekt arbejdet med cradle-to-cradle (vugge-til-vugge), hvor man designer produkterne til at indgå i den cirkulære økonomi og gør op med brug-og-smid-væk tilgangen.
»Cirkulær økonomi har været en afgørende motor for vores vækst«
Troldtekts bæredygtigheds- og kommunikationschef, Tina Snedker Kristensen, som fik overrakt den gyldne statuette ved awardshowet, er rigtig stolt af prisen. Det fortæller hun til Troldtekts egen hjemmeside.
- Ambitionen med Cradle to Cradle-strategien har fra begyndelsen været at gøre en dokumenteret forskel for miljø og mennesker. Men den skulle også være med til at løfte vores forretning. Cirkulær økonomi har været en afgørende motor for vores vækst i de senere år, herunder udbredelsen på det tyske marked. At vi nu er kåret som Architects’ Darling, er et synligt bevis, som vi er meget stolte af, siger Tina Snedker Kristensen.
Troldtekt, der i 2015 stiftede et tysk datterselskab, har udviklet sig til at være en af byggeriets pionerer inden for designetkonceptet cradle-to-cradle, siden de tog tilgangen ind i forretningskonceptet i 2012.
Cradle-to-cradle er baseret på tre grundprincipper: 1) Alt affald afskaffes sådan, at det bliver et næringsstof for noget andet. 2) Alt produktion er baseret på vedvarende energi. 3) Mangfoldighed og diversitet skal hyldes, fordi det giver fordele.
Cradle-to-cradle hos Troldtekt
Genanvendelse: Produktionsaffald bruges som ressource i ny cement hos Aalborg Portland eller vender tilbage til naturens kredsløb som jordforbedringsmiddel.
Materialesundhed: Produkterne er grundigt analyseret. Indholdsstofferne er defineret helt ned til 100 parts per million (ppm) og vurderet for indvirkningen på mennesker og miljø.
Energi: 97,7 % af energiforbruget i produktionen kommer fra vedvarende energi i form af vindstrøm, biomassefyr og el-drevne trucks.
Vand: Der er lavet et beplantet overløbsbassin på Troldtekts grund for at sikre en optimal håndtering af regnvand og skabe optimale betingelser for biodiversiteten.
Socialt ansvar: Troldtekt har forbedret de fysiske rammer på fabrikken samt nedbragt omfanget af støv- og støj.
Kilde: Troldtekt