Mange virksomheder har oprettet flere lærepladser i år og har dermed gjort flere lærepladsaftaler mulige.

Foto: Getty Images
21.09.22 PI Nyheder

Markant flere lærepladsaftaler for procesoperatører

Nye tal viser, at antallet af indgåede lærepladsaftaler for procesoperatøruddannelsen er steget med over 38 procent sammenlignet med sidste år.

Virksomheder og lærlinge har i år fundet sammen som aldrig før. Det viser de nyeste lærepladstal fra Undervisningsministeriet.

For procesoperatøruddannelsen er stigningen især iøjefaldende med over 38 procent flere indgående lærepladsaftaler sammenlignet med perioden sidste år. Helt nøjagtigt er der 137 indgåede lærepladsaftaler i perioden januar 2022 til og med juli 2022, hvilket er 38 flere aftaler end for samme periode i fjor.

Årsagen til stigningen kan findes flere steder. Uddannelsesaftalerne bliver som følge af en trepartsaftale nu indgået tidligere i forløbet og har øget fokus på at lukke lærepladsaftaler hurtigere.

Derudover har flere store virksomheder søgt om at få endnu flere lærlinge ind end førhen, og så er der kommet mange ny-godkendelser – altså virksomheder, der er blevet godkendt som nye lærepladssteder.

Slår rekord år efter år

Lærepladstallene, både for procesoperatørerne og generelt på erhvervsuddannelserne, har i en længere periode været stigende.

Tendensen vækker naturligvis glæde hos Chef for DI Lærlingeindsatsen Line Stentoft Andersen.

- Tallene for procesoperatør følger den positive tendens, vi ser for langt størstedelen af erhvervsuddannelserne. Antallet af indgåede aftaler slår rekord år efter år lige nu, det er virkelig positivt, siger hun.

Læs også: Rekordmange procesoperatørelever er i lære i virksomhederne

Hvis man alene ser på de uddannelser, der ligger i den uddannelsesgruppe, som procesoperatør er placeret i – ”Teknologi, byggeri og transport” har stigningen været knap 13 procent.

Generelt på erhvervsuddannelserne er der indgået 30.642 aftaler om lærepladser i perioden januar 2022 til og med juli 2022. Det er ca. 1700 flere end sidste år på samme tid og svarende til en stigning på knap seks procent.

Hjælp til selvhjælp

Line Stentoft Andersen roser aflutningsvis virksomhederne for deres engagement og for at tage et vigtigt ansvar, som i sidste ende kommer dem selv til gode.

- Det er et udtryk for et kæmpe engagement hos virksomhederne, der opretter lærepladser som aldrig før. Mange mærker allerede manglen på faglært arbejdskraft og efterspørgslen vil stige i fremtiden.

- På den måde er det hjælp til selvhjælp, når virksomhederne uddanner og mange er virkelig stolte af at løfte denne opgave.  Ved at oprette lærepladser tager de ansvar for at uddanne næste generation af faglærte, afslutter hun.

Anton Theodor Kornum
Skrevet af:

Anton Theodor Kornum

Relateret indhold