Dan Jørgensen talte med de yngste EUX-elever om, hvordan man kan få flere til at vælge erhvervsuddannelserne.

Foto: EUC Lillebælt
09.09.22 PI Nyheder

Dan Jørgensen hos Videnscenter Procesteknologi: »Der er brug for jer ude i virksomhederne«

Klima-, energi-, og forsyningsministeren havde masser af rosende ord til eleverne og satte fokus på vigtigheden af grønne kvalifikationer.

Den grønne omstilling kræver nye kvalifikationer på erhvervsuddannelserne. Det viser en ny analyse fra Tænketanken Mandag Morgen og CONCITO blandt andet. Det er derfor vigtigt, at flere får øjnene op for de nye karrieremuligheder, som erhvervsuddannelserne giver i relation til den grønne energiomstilling, hvis klimamålsætningerne skal nås.

Med ovenstående tema i fokus, aflagde Klima-, energi-, og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) visit hos EUC Lillebælts Videnscenter Procesteknologi i samarbejde med Dansk Metal. Besøget skete i forlængelse af åbningen af Klimafolkemødet i Middelfart.  

Ros for modet til at vælge en ehvervsuddannelse

Under besøget fik EUC Lillebælts yngste EUX-elever på grundforløbet mulighed for at snakke med ministeren om deres valg af uddannelse.

Dan Jørgensen roste eleverne for deres mod til at vælge en erhvervsuddannelse.

- Det er godt I turde gå imod strømmen og vælge en uddannelse, der tiltaler jer. For der er virkelig brug for jer ude i virksomhederne – især når det kommer til den grønne energiomstilling. For uden jer, ville der ikke være nogen til at bygge de grønne energianlæg, producere Power-To-X og alle de andre essentielle ting, der skal gøre Danmark mere grøn, sagde han.

Masser af fordele ved at vælge en erhvervsuddannelse

Efter en rundtur i EUC Lillebælts smedeværksted, , fik smedelærlingene mulighed for at byde ind med forslag til ministeren om, hvad der kan gøres for at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

Her bød lærlingene ind med, at det vil hjælpe at øge uddannelsernes prestige, for der er kun fordele ved at vælge en erhvervsuddannelse. Man får lærlingeløn, man er garanteret arbejde, det er nemt at læse videre til noget andet, hvis man får lyst til det, og man får en god løn.

De forslag kan uddannelseschef på EUC Lillebælt Henning Aaberg kun tilslutte sig.

- Vi skal  blive bedre til at sige, at man med en erhvervsuddannelse kan være med til at redde verden og sætte skub i den grønne omstilling. Det kan også være starten på en stor erhvervskarriere, da en erhvervsuddannelse åbner en masse døre.

Anton Theodor Kornum
Skrevet af:

Anton Theodor Kornum

Relateret indhold