Ny og opdateret skifteholdspjece til industrien
DI har i samarbejde med CO-industri udgivet en ny og revideret pjece, der skal gøre det nemmere for virksomheder at planlægge og tilrettelægge skifteholdsarbejde på en effektiv og ansvarlig måde.
Pjecen er en praktisk vejledning til både ledelse, tillidsrepræsentanter og medarbejdere i virksomheder, der allerede har skiftehold eller overvejer at indføre det. Den giver et samlet overblik over regler for skifteholdsarbejde, tilbyder arbejdstidsoversigter frem til 2034 og beskriver, hvordan arbejdstidsplaner kan tilrettelægges i praksis.
Derudover gennemgår pjecen tre metoder til fastlæggelse af arbejdstid:
- Faste uger, hvor medarbejderen arbejder hele uger med fast ugentlig arbejdstid, som gentages i et fast mønster.
- Turnus, hvor forskellige vagter kombineres i et forløb, der gentages over en turnusperiode.
- Skifteholdsplan, hvor vagter fastlægges for en given kalenderperiode.
Pjecen indeholder også konkrete anvisninger til, hvordan man håndterer søgnehelligdage, ferie og fridage i planlægningen. Den understøttes desuden af DI’s og CO-industris fælles skifteholdsprogram, som gør det let at udarbejde planer baseret på pjecens principper.
Brug pjecen som et praktisk værktøj i dialogen om planlægning og forhandling af skifteholdsordninger, så både drift og medarbejdernes trivsel tilgodeses bedst muligt.