Energinet melder ud: Lavere tariffer og loft på vej
Energinet vil fra 2026 sænke tariffer med op til 10 procent og lægge loft på stigninger frem mod 2030.

Energinet melder ud, at de fra 2026 vil sænke virksomheders og energiforbrugeres tariffer med op til 10 procent og samtidig indføre et loft over stigninger frem til 2030. Målet er at skabe bedre investeringssikkerhed for virksomheder og give et skub til den grønne elektrificering i Danmark.
Energinet peger på, at det er nødvendigt at sætte fart på omstillingen væk fra fossile brændsler, som kræver, at både forbrugere og virksomheder tør træffe grønne valg og sætte gang i elektrificeringen. Derfor skal det nye tarifloft vil modvirke fremtidige stigninger og give virksomhederne et mere stabilt økonomisk grundlag for at elektrificere deres produktion. Energinet vil derfor anvende en stor del af handelsindtægterne fra deres forbindelser til nabolande til at sænke tarifferne og holde dem i ro.
Procesindustriens formand, Jesper Eeg Knudsen, er tilfreds med Energinets beslutning. ”De energiintensive virksomheder i Danmark har brug for lavere og mere forudsigelige energiomkostninger, og dette er et positivt skridt på vejen”, siger Jesper Eeg Knudsen.
Forslaget kræver endelig godkendelse i Energinets bestyrelse og hos Forsyningstilsynet, hvilket forventes at ske efter sommerferien.
Læs mere om beslutningen her.