25.11.25 PI Nyheder

Simon fra Nordic Sugar er nomineret til Fagtalent 2025

Hos Nordic Sugar i Nykøbing Falster er smeden Simon Spang Nielsen blevet nomineret til Fagtalentprisen 2025 i kategorien Kulturbærer. Nomineringen er en anerkendelse, der vidner om høj faglighed, stort engagement og godt humør på tværs af fabrikken.

Simon Spang Nielsen og Thomas Nielsen

Fagtalent er Danmarks talentpris for unge faglærte under 36 år på det private arbejdsmarked. Prisen hylder dem, der går forrest, inspirerer kollegaer og bidrager til innovation og grøn omstilling.

En rollemodel i produktionen

Hos Nordic Sugar er der stor stolthed over Simons nominering. Ifølge vedligeholdelseschef Thomas Nielsen, som har indstillet ham til prisen, udmærker Simon sig både ved sin faglighed og sin evne til at skabe et stærkt samarbejde på tværs af kollegaer.

“Når man har medarbejdere som Simon, der både er dygtige og hjælpsomme, smitter det af på hele teamet. Det er medarbejdere som ham, der får holdet til at fungere og gør, at vi som virksomhed kan udvikle os,” siger Thomas Nielsen.

En kultur, der skaber motivation og inspiration

For Nordic Sugar handler kulturbærerprisen om at styrke og fastholde den kultur, virksomheden ønsker at bygge videre på.

“Simon er et stærkt eksempel på de værdier og den kultur, vi ønsker skal kendetegne Nordic Sugar. Når man hylder det, man gerne vil have mere af, skaber det motivation og engagement,” siger Thomas Nielsen.

Han håber samtidig, at anerkendelsen af Simon kan inspirere uden for fabrikkens rammer.

“Vi håber på, at der er andre dygtige håndværkere, der får lyst til at hæve niveauet endnu mere, og måske også, at vi kan tiltrække ny arbejdskraft, der har lyst til at blive en del af vores kultur,” siger han.

Hos Nordic Sugar håber man, at flere virksomheder vil sætte fokus på at fremhæve og anerkende de gode rollemodeller på gulvet.

Faglig stolthed og fællesskab i fokus

Simon ser nomineringen som et skulderklap og et bevis på, at det hårde arbejde bliver lagt mærke til.

“Det er stort at blive indstillet. Det betyder, at man gør noget rigtigt, og at firmaet er glade for en. Så for mig betyder det bl.a. stor ros,” fortæller Simon.

For ham handler det at være kulturbærer om at tage ansvar og bidrage til et godt arbejdsmiljø.

“For mig betyder kulturbærer, at man er, som fabrikken godt kunne tænke sig, man arbejder og agerer, samt at man er en god kollega med godt humør og godt samarbejde.”

Spændingen stiger frem mod prisuddelingen

Den 21. oktober blev Simon overrasket med nyheden om, at han er blandt de tre nominerede til Fagtalent 2025 i kategorien Kulturbærer i virksomheden. Kulturbærerprisen gives til en faglært, der går forrest og formår at få teams og kollegaer til at arbejde i samme retning, og som kan navigere på tværs af forskellige fagligheder.

Den 27. november samles de nominerede, deres kollegaer, familier og samarbejdspartnere i Falkonersalen i København til årets Fagtalent Awardshow, hvor Danmarks dygtigste faglærte hyldes for deres indsats.

Fagtalent 2025

Fagtalentprisen bliver uddelt af Dansk Industri i samarbejde med Dansk Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Tekniq Arbejdsgiverne og Jyllands-Posten.

Læs mere om Fagtalent 2025  

Relateret indhold