KOP - Kompetencer og Overenskomst i Procesindustrien

Hvad arbejder vi for?

KOP – Kompetence og Overenskomst i Procesindustrien arbejder for at sikre kvalificeret arbejdskraft til danske virksomheder med procesanlæg, der kører 24/7. Dermed bliver der mulighed for at opretholde produktionen og konkurrere med udenlandske virksomheder. De arbejder også for at sikre balance og fleksibilitet i arbejds-, løn-, samarbejds- og ansættelsesforhold i procesindustrien.

Formål

Kompetencer
Virksomheder med små og store procesanlæg i Danmark har brug for faglært arbejdskraft for at kunne opretholde produktionen og konkurrere med udenlandske virksomheder. Erhvervsuddannelser som procesoperatør, elektriker eller smed bliver af unge vurderet som mindre attraktive end gymnasieuddannelsen. Procesindustriens medlemsvirksomheder deltager aktivt i at øge antallet af faglærte medarbejdere, gennem uddannelse af både unge og voksne ufaglærte (voksenlærlinge), ligesom de ansætter udenlandsk arbejdskraft. 

KOP arbejder for at flere unge danskere skal motiveres til at tage en erhvervsuddannelse på det tekniske område og virksomhederne skal tilbyde dem en praktikplads. Samtidig skal vi sikre, at uddannelser, herunder vores egne procesoperatøruddannelse giver de kompetencer, som procesvirksomhederne efterspørger.

Overenskomst
Danske procesvirksomheder har anlæg, der kører 24/7. Derfor er der et stort behov for fleksibilitet i virksomhedernes arbejdsplanlægning. Dette kræver stort kendskab til Industriens Overenskomst og virksomhedernes konkrete behov, da procesvirksomhederne alternativt risikerer for høje omkostninger til produktionen.

KOP har fokus på problemstillinger inden for arbejds-, løn- og ansættelsesforhold samt samarbejdsforhold, som har særlig interesse for virksomheder inden for procesindustrien.

Indsatsområder

1) KOP arbejder for, at flere unge skal vælge erhvervsuddannelser med relevans for virksomheder med procesanlæg. Det skal ske ved at styrke erhvervsuddannelsernes synlighed og omdømme gennem tæt samarbejde mellem politikere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner samt tydeliggørelse af de store muligheder og spændende jobs i procesindustrien.

2) KOP arbejder for, at flere virksomheder uddanner egne lærlinge og elever, så vi undgår fremtidige flaskehalse. Det skal ske gennem styrket samarbejde mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, større gennemsigtighed i regler for praktik, samt bedre muligheder for praktik-deleordninger mellem virksomheder.

3) KOP arbejder for at sikre, at virksomheder med procesanlæg har adgang til arbejdskraft med de nødvendige kompetencer. PI samarbejder derfor med politikere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner for at sikre, at relevante uddannelse (specielt Procesoperatøruddannelsen) fortsat leverer det virksomhederne efterspørger, senest med oprettelsen af Procesoperatør med speciale i pharma.

4) KOP arbejder for, at virksomheder med procesanlæg fortsat har adgang til kvalificerede medarbejdere. PI vil derfor fortsat understøtte faglige netværk, tilbyde relevante kurser samt optimere og kvalitetssikre PI's egen lederuddannelse Proceslederuddannelsen.

5) KOP arbejder for at sikre, at virksomheder med procesanlæg har viden om de særlige regler for arbejdstider, der gør sig gældende for procesindustrien gennem uddannelsesforløb og kurser om Industriens Overenskomst.

6) KOP arbejder for at sikre, at virksomheder med procesanlæg har adgang til tilstrækkelig rådgivning, så medlemsvirksomheder er godt rustet til at samarbejde med medarbejdere og tillidsrepræsentanter om forbedring af virksomhedens produktion.

7) KOP vil sikre, at procesindustriens virksomheder har konkurrencedygtige forhold ved at indgå i politisk samarbejde og vil give indsigt i PI's udfordringer og mærkesager i forbindelse med OK-forhandlinger.

Målsætning

1) KOP vil skabe flere uddannelsesaftaler med procesoperatører, automatikteknikere, smede og elektrikere i Procesindustrien.

2) KOP vil skabe et bedre overblik over uddannelserne i samarbejde med studevejledere, ambassadører fra virksomhederne og medarbejdere på uddannelserne mv.

3) KOP vil sikre flere ledige praktikpladser hos virksomheder med procesanlæg.

4) KOP vil samarbejde med uddannelsesinstitutioner om at udbrede kendskabet til jobs og muligheder i procesindustrien.

5) KOP vil samarbejde med uddannelsesinstitutioner om at udbrede kendskabet til de tekniske akademimoduler inden for proces og automatik.

6) KOP vil arbejde for at sikre, at Procesindustriens medlemsvirksomheder er opmærksomme på at anvende mulighederne for fleksibiliteten i Industriens Overenskomst.

7) KOP vil sikre, at medlemsvirksomheder via kurser og efterfølgende rådgivning er i stand til både at indlede og gennemføre forhandlinger med deres medarbejdere og tillidsrepræsentanter.

8) KOP vil afholde årlige kursusdage i Industriens Overenskomst.

9) KOP vil opretholde kontakt til Procesindustriens resterende medlemmer gennem årlige nyhedsmails om relevante punkter og deltagelse i eventuelle øvrige medlemsaktiviteter, der vedrører PI.

Christine Bernt Henriksen

Christine Bernt Henriksen

Chefkonsulent

Kompetencer