TMI

Andersen Furniture: Fra møbelsnedkeri til designhus

Andersen Furniture har på 10 år ændret sig til et markant anderledes firma og er i dag et designhus, der fokuserer på eksport og projektsalg.

Det, der i dag er Andersen Furniture, blev grundlagt i 1916 som et lille snedkerfirma i Aarhus midtby. I dag har Andersen-slægten været  med i de seneste 40 år, men i den periode er der også sket store ting.

Finanskrisen gjorde sit til at ændre virksomheden på både godt og ondt.

"Før finanskrisen var kunderne ikke så prisfokuserede. Efter finanskrisen var scenariet et lidt andet. Vi måtte gentænke os selv, lukkede dele af produktionen og samtidig bevarer de produktionsfaciliteter der kunne bevarede den fleksibilitet, vi ønskede at have produktionsmæssigt. Vi begynder på det tidspunkt også at fokusere på andre materialetyper end massivt træ, som ellers har været det primære. Markedet efterspørger simpelthen andre prissegmenter, hvilket vi sadler om til", siger Design Manager hos Andersen Furniture, Jørgen Andersen.  

I 2013 relancerer virksomheden sig selv som Andersen Furniture og overgår for alvor til at være det, de selv beskriver som et ”designhus”.

"Vi går fra at markedsføre os som et snedkeri til at markedsføre os som et designhus. Vi har stor respekt for den historik, vi har, men vi skal primært se fremad. Det er i 2013, vi skifter navn til Andersen Furniture og herefter at vi begynder at tilbyde flere varegrupper som for eksempel stole og accessoires".

Nye markeder og eksport på både projektsalg og retail

Skiftet fra klassisk snedkeri til designhus betyder også ændringer i måden, hvorpå Andersen Furniture arbejder. Der fokuserer nu yderligere på eksportmarkedet og projektsalgsmæssigt.

"Norge og Tyskland er markeder, der fungerer godt for os. Især Tyskland hvor vi er kommet i gang på projektmarkedet til f.eks. hoteller, konferencer og lignende og markedet vokser støt og roligt. Norge kører, og har altid gjort det fornuftigt", siger Jørgen Andersen, der beretter, at firmaet i øjeblikket også har travlt med at opdyrke nye markeder, der ligger markant længere væk.  

"Asien er et nyt marked, vi interesserer os for. Vi har ansat en ny medarbejder med fokus på eksport i hele verden. Sydkorea åbnede sig for os som marked, da vi gik på messe og opdagede, at der var stor interesse fra sydkoreanere. Det er ikke et nemt marked, men det er noget, vi arbejder med, hvor blandt andet økonomi og kultur udgør udfordringer. Vi mærker dog en stor generel asiatisk interesse efter skandinavisk design, især på vores skabe og opbevaring", siger Jørgen Andersen og fortsætter: 
 
"Vi vil øge eksporten, og det er også derfor, vi har ansat en dedikeret medarbejder til at levere resultater på eksporten. Vi arbejder på at øge eksporten og vi skal også sørge for at konsolidere os yderligere i de lande, vi allerede har hul på. I f.eks. Norge er vi fornuftigt inde på retaildelen, så der arbejder vi på at komme at komme tættere kontraktmarkedet. Fordelingen mellem salg til private og erhverv er nok 60/40 i Norge.  Sidste år lykkedes det at være med i et plejehjems projekt, hvor vi samarbejdede med arkitekten om indretningen, som blev ret vellykket. Potentialet kan også ligge sådanne steder".  

Sidste skud på stammen er et ret nyligt indgået samarbejde med firmaet Anthom Design House, der skal promovere Andersen Furniture på det amerikanske marked.

Eksklusivt samarbejde i UK fungerer trods Brexit

Det er ingen hemmelighed, at briterne forlader EU.

Det betyder ganske givet ændringer for aktører på det britiske marked, men hos Andersen Furniture er det et marked, der fungerer godt i øjeblikket, så de klør på for at fortsætte den gode udvikling.

"Vi har lavet flere møbelserier med b.la. Hans Thyge Raunkjær i tæt samarbejde med vores kunde Icons Of Denmark. Icons of Denmark vil have tingene for sig selv, være et brand, og vi har så udviklet serier specifikt til dem og dedikeret en medarbejder, der primært tager sig af dem", siger Jørgen Andersen.

"For os fungerer det - også på trods af Brexit. Vi klør alle på, og får det bedste ud af situationen. Icons of Denmark arbejder primært med de helt store kunder, hvor de blandt andet leverer til tech-koncerner, banker osv."

"Vores samarbejdspartner skal også have hånden på kogepladen. Vi designer produkter specifikt til dem, men de skal så også levere omsætning. Det er jo en udfordring at lave en produktserie specifikt til dem – for det er rigtig dyrt at udvikle og designe nye produktserier. Så vi forventer engagement og salg og det går ganske fornuftigt", slår Jørgen Andersen fast.

En lang og sej proces

Andersen Furniture er i dag et markant anderledes firma, end de var før finanskrisen.

Navnet, produkterne og ikke mindst brandingen har ændret sig radikalt på det årti, der er gået. Det har de kunnet mærke hos Andersen Furniture, men de føler nu, at de rammer det rigtige niveau, synes Jørgen Andersen.

"Det har været en lang proces at overbevise forhandlerne om, at vi nu er et designhus og ikke et snedkeri. Der var mange, der havde svært ved at acceptere det, samtidig med vi kom med nye kollektioner der adskilte sig fra det klassiske program, vi tidligere tilbød".  

"Vi skal blive ved med at arbejde med produktdesign, udarbejde nye produkter, så vi er vedkommende og relevante. Men vi skal også have respekt for al den historik, vi har, men transformationen er rigtig godt i gang", siger Jørgen Andersen.

Han lægger ikke skjul på, at ændringen til designhus frem for snedkerfirma har været omfattende, men kalder det samtidig det helt rigtige valg.

"Det er et langt og sejt træk og en stor proces at lave disse ændringer. Vi skal hele tiden have de rigtige produkter til de rigtige priser. Vi har efterhånden været i branchen i mange år, så vi har selvfølgelig en arv og gode distributionskanaler, vi kan læne os op ad. Samtidig har vi fået nye, gode kræfter ind i den daglige ledelse. Vi tror fuldt ud på, at det var det rigtige valg at blive et decideret designhus", slutter Jørgen Andersen.

Relateret indhold