13.10.17 TMI Nyheder

Danske virksomheder skal have adgang til dansk træ

Når danske virksomheder bruger træ fra danske skove, gavner det både CO2-regnskabet og den lokale beskæftigelse. Træ- og Møbelindustrien savner politisk fokus på markedet for gavntræ, for bureaukratiske certificeringer, planer om mere urørt skov og danske energiafgifter truer virksomhedernes brug af dansk træ, som i stedet brændes af eller eksporteres til udlandet

Danske savværker har svært ved at få nok dansk træ til deres produktion. Og det på trods af at produktionen af træ i de danske skove faktisk har været stigende de seneste år.

”Vi er bekymrede for den store andel af skovenes træ, der anvendes til energi. Og vi savner politisk fokus på gavntræet, der ikke blot brændes af, men også eksporteres ud af landet i stor stil. Rent nationaløkonomisk er det bedst, hvis træet bruges og forarbejdes i Danmark, for det sikrer beskæftigelse og vækst særligt i udkantsområderne, hvor skov og primær træindustri er placeret,” siger Henrik Thorlacius-Ussing, direktør for Rold Skov Savværk og formand for Træ- og Møbelindustrien.   Omkring 25 % af savet træ og plader, som anvendes i landet, kommer fra de danske skove. Og med skovenes stigende produktion af træ er der gode muligheder for, at den andel kan stige. Men forbruget af træ til energi er nu så højt, at hele 50 % af hugsten i dansk nåletræ og 80 % af løvtræet afbrændes til energi. 

”Det er naturligvis ikke gavntræ alt sammen, men en større del af træet kunne sagtens indgå i en savværksproduktion. Træindustrien har brug for træet og har mulighed for at øge produktionen,” mener Henrik Thorlacius-Ussing, der ligeledes får panderynker over at hele 40 % af gavntræet i nåletræ og 60 % af løvtræet bliver eksporteret.

Lad os vente med at brænde træet

Det er de danske energiafgifter, der gør det økonomisk fordelagtigt at afbrænde træ til energiformål fremfor at anvende det til produktion. Og når skovene har et mindre incitament til at sælge træet til produktive formål, skader det industriens adgang til træ.

”Der er ikke noget galt med at brænde træ og få energi ud af det, men lad os dog vente med at gøre det, til træet allerede har været anvendt produktivt, og når det ikke længere kan betale sig at genbruge det. Det er både bedst for miljø og klima, for så udnytter vi potentialet for at erstatte fossil- og energitunge produkter bedst muligt. Så både nationaløkonomisk og miljømæssigt vil det være den klogeste anvendelse af skovens ressource,” siger Henrik Thorlacius-Ussing.

Også planerne om at udlægge betydelige arealer til urørt skov vækker bekymring hos en industri, der i forvejen er udfordret på råvareforsyningen.

”Træ- og Møbelindustrien er naturligvis ikke imod initiativer, der ønsker at bevare biodiversitet i skovene. Men det er bare vigtigt, at den politiske aftale om urørt skov implementeres på en måde, så virksomhederne også i fremtiden har adgang til tilstrækkelige mængder råtræ, som skal bruges i produktionen af bæredygtige træprodukter,” siger Henrik Thorlacius-Ussing.

Certificeringsordningerne virker modsat

FSC, PEFC, Ecolabel og Svanemærket er blot nogle af et stigende antal ordninger, der skal sikre bæredygtig skovdrift. Men hvor det er enkelt for forbrugere og indkøbere at bede om et miljømærke eller certifikat, så koster det skovene og de træforbrugende virksomheder dyrt i tidsforbrug og konsulentydelser. Udgifter som sjældent afspejles i salgsmæssig merpris.

Den administrative byrde, bureaukrati og omkostning får nogle skovejere og særligt små virksomheder, der ikke har så mange administrative muskler at spille med, til at vælge certifikaterne helt fra. Andre vælger kun en enkelt certifikatordning og opfylder dermed måske ikke alle indkøbernes krav, ligesom fordelingen af certificeringer på skovarealet er ulige fordelt.

”Det betyder, at industrien får svært ved at få certificeret træ nok fra de danske skove og derfor må ty til importeret træ. Og det er jo fjollet, når nu der faktisk er bæredygtig dansk træ tilgængeligt – som i stedet i store mængder eksporteres ud af landet, bl.a. fordi det har forkert mærkat. Og det er jo ikke ligefrem bæredygtigt ud fra en transportmæssig synsvinkel”, mener Henrik Thorlacius-Ussing. Han tilføjer:

”Fra industriens side kan vi derfor kun opfordre til mere gensidig anerkendelse mellem de forskellige ordninger; vi ser gerne, at de regionale særordninger helt droppes, for de giver ikke værdi på eksportmarkederne.”

Simon Auken Beck

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3411
  • Mobil +45 2671 9651
  • E-mail siab@di.dk