14.12.18 TMI Nyheder

Virksomhed idømt bøde på 116.500 kroner for ulovlig træimport

En dansk virksomhed er for første gang dømt for at overtræde EU's tømmerforordning. Den fynske virksomhed har undladt at føre kontrol for at undgå ulovlig import af ulovligt fældet træ

Virksomheden har gennem en længere periode ikke gjort noget for at sikre sig, at det træ, den importerede, var lovligt fældet. Det fremgår af dommen, som blev afsagt ved retten i Odense den 24. november 2017. Virksomheden overtrådte dermed reglerne i EU's tømmerforordning, der kræver, at virksomheder har en "due diligence-ordning", en lovpligtig egenkontrol, der skal mindske risikoen for import af ulovlig fældet træ.   Virksomheden blev idømt en bøde på 116.500 kroner og skal betale sagens omkostninger.   Miljøstyrelsen oplyser, at virksomheden fik et påbud om at indføre kontrol i august 2015. Ved et tilsyn i januar 2016 havde virksomheden endnu ikke etableret en kontrolordning, hvorefter Miljøstyrelsen indgav politianmeldelse.

Ikke dømt for ulovligt træ, men for manglende egenkontrol Det er værd at bemærke, at virksomheden ikke er dømt for at importere ulovligt fældet træ, men udelukkende for ikke at have den lovpligtige due diligence-ordning, der skal mindske risikoen for ulovligt import.

”Dommen er endnu en anledning til at minde alle træimporterende virksomheder om, at EUTR fortsat kræver opmærksomhed og fokus. Og ikke mindst, at det ikke er nok at source lovligt træ, men at det også skal dokumenteres,” siger Simon Auken Beck, konsulent i TMI.   Kravet om due diligence omfatter den virksomhed, som første gang bringer træ og træprodukter på markedet i EU, dvs. den virksomhed, der indfortolder eller den sælger træet fra skoven. Til næste led af forhandlere stilles blot krav om sporbarhed, dvs. at oplysninger om køb og videresalg skal opbevares i mindst fem år.

Læs mere om EUTR her

Relateret