12.11.19 TMI Nyheder

Tyskland indfører nye krav vedrørende formaldehyd

Kravet træder i kraft 1. januar 2020 og gælder alle rå og overfladebehandlede træbaserede materialer. Grænseværdien er uændret, men en ny analysemetode er krævet

Grænseværdien på 0,124 mg/m3 (0,1 ppm) er uændret, og betegnelsen for plader, der overholder kravet, er fortsat E1. Væsentligste konsekvens er kravet til analysemetode, som fremover skal udføres efter DIN EN 16516.

Den hidtidige analysemetode DIN EN 717-1 kan fortsat bruges, men testresultater skal ganges med faktor 2. I praksis halveres grænseværdien dermed efter denne metode.

DIN EN 16516 og DIN EN 717-1 måler formaldehydkoncentrationen på forskellige måder. Uanset hvilken analysemetode, der anvendes, indebærer den tyske regelændring, at det bliver sværere at holde sig under grænseværdien.

I visse tilfælde lever hidtil anvendte E1-plader uden videre op til grænseværdien efter det nye regelsæt, men det afhænger produkttype og af produktionsforholdene hos hver enkelt producent.

En pladeforbruger skal derfor kontakte sin leverandør for at få klarhed over, hvorvidt de leverede plader overholder kommende krav.

Kravet træder i kraft 1. januar 2020 og gælder alle rå og overfladebehandlede træbaserede materialer, så som spånplader, fiberplader, krydsfiner og formspændte emner mv. samt møbler indeholdende træbaserede materialer, der er produceret efter denne dato.

Lager af plader og møbler, der er produceret før ikrafttrædelsesdatoen kan fortsat anvendes og sælges på det tyske marked.

Relateret indhold