Brug af bæredygtigt træ i byggeriet er CO2-optag og lagring på en og samme gang. Her er det hotellet MOXY, som bliver bygget med CLT-elementer.

07.02.19 TMI Nyheder

Nordisk klimaerklæring øger fokus på bæredygtigt træ i byggeriet

De nordiske lande vil danne fælles front for at bekæmpe klimaforandringerne og bl.a. vil landene øge forskningen i CO2-optag og -lagring og bruge mere bæredygtigt træ i byggeriet

Der skal fuld fart på den grønne omstilling i de nordiske lande, og landene skal danne fælles front for at øge klimaambitionerne på globalt plan. Så klar var beskeden fra Danmark, Norge, Sverige, Island og Finland efter et fælles møde mellem landenes stats- og klimaministre den 25. januar 2019.

Mødet mundede ud i en fælles klimaerklæring, hvori de nordiske lande vil intensivere samarbejdet på klimaområdet. Konkret vil landene arbejde målrettet for at få styrket bidragene til Parisaftalen for at nå 1,5-grads-målsætningen.

For at nå målet vil de nordiske lande bl.a. øge forskningen i CO2-optag og -lagring, samt fremme brugen af bæredygtigt træ i byggeriet. 

”De to indsatsområder hænger rigtigt godt sammen, og giver træsektoren en central plads i arbejdet for at nå målsætningen. CO2-optag og -lagring foregår jo i stor stil i nordens store skovområder. Den CO2-lagring kan efterfølgende fortsætte, når det bæredygtige træ anvendes i byggeriet, som er et af de steder den lagerede CO2 bevares flest år ud i fremtiden,” siger Simon Auken Beck, konsulent i Træ- og Møbelindustrien. Han fortsætter:

Træbygningers CO2-udledning er 75 procent mindre

I et aktivt skovbrug, hvor man fælder træer og planter nye, holder man skoven i sin mest produktive tilstand, hvor den suger mest CO2 ud af atmosfæren. Dermed sikres skoven den størst mulige klimaeffekt, og at den kan forsyne fremtidige generationer med materialer. Brug af bæredygtig træ i byggeriet er derfor CO2-optag og lagring på en og samme gang. 

”Bæredygtigt træ i byggeriet har i øvrigt den fordel, at man kan undgå anvendelsen af alternative byggematerialer, som belaster klimaet relativt mere. På den konto har studier bl.a. vist, at bygningers CO2-udledning kan reduceres op til omkring 75 procent, hvis den bærende konstruktion er af træ”, pointerer Simon Auken Beck.

Træsektoren står klar til at bidrage til den grønne omstilling og hjælpe de nordiske stats- og klimaministre i målet om et klimaneutralt Norden.

Læs mere

Pressemeddelelse fra Energi-, Klima og Forsyningsministeriet

Klimaerklæringen, Declaration on Nordic Carbon Neutrality

Skrevet af:

Simon Auken Beck