20.08.19 TMI Nyheder

Slut med kopisalg fra Irland

Irland retter ind og ændrer ophavsregler, så de er i overensstemmelse med resten af Europa. Kopimarkedet for designermøbler har dermed fået sværere vilkår

Det irske parlament har vedtaget, at designermøbler fremover er beskyttet af ophavsret i 70 år efter designerens død.

Kopivirksomheder i Irland har i årevis helt legalt kunnet sælge bl.a. kopier af danske, klassiske møbler, fordi Irlands ophavsret kun beskyttede produkter i 25 år efter designerens død. I resten af EU gælder beskyttelsen i 70 år.

Det har længe været en torn i øjet på bl.a. møbelbranchen, at et land inden for EU har haft egne regler på trods af, at EU-domstolen tidligere har afsagt en dom, der stadfæster, at designbeskyttelsesregler i EU falder under harmonisering.

Danske myndigheder og blandt andre Træ- og Møbelindustrien har derfor arbejdet på at få Irland til at ændre reglerne, så de svarer til EU-standard.

”Det er meget tilfredsstillende, at de nye regler nu er vedtaget af det irske parlament. Det betyder, at vi har fået lukket et hul i kopimarkedet, og at der nu stort set er gennemført en harmonisering af lovgivningen på tværs af Europa,” siger branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien, Flemming Larsen.

Lovgivningen træder i kraft 26. december 2019, og kopivirksomhederne har derefter seks måneder til at levere de produkter, de har solgt.

Relateret