10.01.20 TMI Nyheder

Bliv vært for Girls’ Day in Science 2020

Vær med til at få flere kvinder ind i branchen – åben dørene den 30. september for piger, der vil vide mere om håndværk og naturvidenskab

Der er et kæmpe potentiale for flere kvinder inden for de naturvidenskabelige fag – lige fra håndværk til it. Hvis flere piger vælger den naturvidenskabelige vej, øger vi ikke bare udbuddet af arbejdskraft; vi sikrer også, at stærke kompetencer kommer i spil på nye områder.

Det hele begynder med, at vi gør en ekstra indsats for at fastholde pigernes nysgerrighed og interesse for fagene allerede i grundskolen. Det kommer nemlig ikke af sig selv. Vi ved, at mødet med rollemodeller, fag og virksomheder har stor betydning for pigernes interesse.

Vil I gøre en forskel, så vær med til at åbne dørene den 30. september 2020 for piger, som vil være klogere på it, naturvidenskab, teknologi og håndværk.

I 2019 var mere end 3.200 piger ude på virksomheder og uddannelsesinstitutioner, da Naturvidenskabernes Hus afholdt Girls' Day in Science sammen med flere end 60 fantastiske arrangører rundt i hele landet.

Arbejder I med it, naturvidenskab, teknologi og håndværk, har I topseje kvindelige rollemodeller og har I lyst til at være værter i 2020, så kontakt Naturvidenskabernes Hus på msl@nvhus.dk.

Læs mere

Find mere information om den landsdækkende kampagne Girls’ Day in Science hos Naturvidenskabernes Hus