06.10.20 TMI Nyheder

Her er de nye viden- og erhvervsklynger for møbler og byggeri

Uddannelses- og forskningsministeren har udpeget 14 nationale erhvervsklynger, der fra 2021-2024 skal skabe samarbejde mellem forskere og virksomheder og dermed få mere innovation ud i samfundet.

På erhvervs- og teknologiområdet design, mode og møbler er Lifestyle & Design Cluster blevet udpeget som ny erhvervsklynge, mens det på området for byggeri og anlæg er lavet en ny organisation under navnet Klyngen for Byggeri og Anlæg.

Lifestyle & Design Cluster arbejder for at fremme innovation og bæredygtig vækst primært i de små og mellemstore bolig- og beklædningsvirksomheder samt i de relaterede kreative brancher. Det gør organisationen gennem projekter, seminarer og andre arrangementer, som virksomheder har mulighed for at deltage aktivt i. Lifestyle & Design Cluster arbejder til dagligt tæt sammen med nationale - såvel som internationale partnere fra videns- og forskningsinstitutioner inden for livsstilsområdet og har derudover tætte relationer til mere end 220 dialogvirksomheder. Samarbejder som sikrer, at klyngen fokuserer på de muligheder og udfordringer, der er mest relevante for branchens virksomheder i forhold til at være på forkant med udviklingstendenser, ideer og behov.

Klyngen for Byggeri og Anlæg er påstået ved, at en stribe organisationer er gået sammen om at etablere et nyt samlingspunkt for alle i bygge- og anlægsbranchen, som ønsker viden og samarbejde om innovation, grøn omstilling og ny teknologi. Branchens nye erhvervsklynge er resultatet af, at flere eksisterende organisationer lægges sammen for at skabe ét slagkraftigt mødested for branchens aktører. Den nye erhvervsklynge henvender sig til alle aktører i byggebranchen; lige fra rådgivere, entreprenører og håndværkere over materialeproducenter, teknologiproducenter og leverandører til kommuner, bygherrer og investorer samt viden- og uddannelsesinstitutioner.

Geografi

Lifestyle & Design Clusters kontorer ligger i Herning (hovedkontor), Aarhus og København


Klyngen for Byggeri og Anlægs kontorer ligger i Albertslund (hovedkontor), Aalborg og Odense