30.03.20 TMI Nyheder

Sådan kommer Anker Cases igennem coronakrisen

Anker Cases har lavet arbejdsfordeling, fået liv i en gammel ordre og har en god fordeling af forskellige slags kunder fra lokale privatkunder til erhvervskunder i udlandet.

Vi undgår smitte

For at undgå smitte og for at passe på medarbejderne har Anker Cases, allerede fra den første uge af marts, inddelt medarbejderne i to hold, der skiftevis arbejder én uge og er hjemme én uge.

Vi holder hjulene i gang

Arbejdsfordelingen er med til at sikre, at hjulene holdes i gang i virksomheden, der har specialiseret sig i at lave inventarprodukter, særligt til musikstudier og musikudstyr, der produceres individuelt til den enkelte kunde. Den administrative direktør, Jens Hvass, arbejder selv lidt kortere dage på kontoret, hvor han bl.a. organiserer arbejdsfordelingen af de to hold og tager derefter hjem, så der er tid til at være sammen med børnene, mens konen kan få lidt arbejdsro. Organiseringen af arbejdsfordelingen er især vigtig i disse dage.

”Mine medarbejdere kan forskelligt og får forskellige opgaver. Så dem på det ene hold kan ikke nødvendigvis tage over på opgaver hvor det andet hold slap,” fortæller Jens Hvass.

Det betyder, at produktionen kører på halv kraft, men virksomheden får alligevel opretholdt sin leveringsevne.

”Lige nu har vi ordrer nok til 4-5 ugers arbejde med nedsat produktion. Vi er bare glade for, at der er noget at lave. Hvis ordrerne udebliver den næste måned eller mere, er vi selvsagt på den, men indtil modsatte er bevist, tror vi på, vi klarer den,” siger Jens Hvass. Han er også forsigtigt optimistisk med hensyn til fremtidsudsigterne.

”Vores kunder holder heldigvis stadig fast i, at verden fortsætter, og viser det ved at lægge ordrer hos os. Jeg er af natur optimistisk anlagt og vælger at tro på, at vi kan klare denne krise. Vi er vant til ikke at kunne se mere end 4-6 uger frem i produktionen, så de første uger af coronakrisen har på den måde ikke været markant anderledes end normalen.”

Når der kommer en ny ordre ind, er det første Hvass gør at bestille materialer hjem for at sikre, at de har det, de skal bruge for at gennemføre ordren. På den måde er han også med til at holde hjulene i gang hos andre virksomheder.

Forskellige kunder er en styrke

For nylig kom der nyt liv i en gammel ordre på indretning af et tv-studie til Vietnam. Det er fem år siden, den første kontakt fandt sted, og i perioder har ordren ligget stille, men nu har Anker Cases fået ordrebekræftelsen.

”Det gør godt og giver en tro på, at vi kan klare os igennem krisen, særligt når vi med medarbejdernes og kundernes forståelse kan strække indeværende ordrer gennem arbejdsfordeling,” siger Jens Hvass.

Anker Cases forretning er spredt på forskellige slags kunder, hvilket er en styrke, særligt i tider hvor eksempelvis butiksindretningskunder og museer, som generelt fylder en stor del af produktionen, ikke har samme behov for nye varer. Lige nu er der også lokale kunder fra Ry-egnen, der hjælper ved at lægge ordrer.

”Eksempelvis vil en privatkunde have lavet en bordplade, der skal skæres op til en vask, en lokal virksomhed har bestilt et par flightcases, og den lokale skole har bestilt en scene, som vi skal lave, så den står klar, når eleverne kan vende tilbage,” fortæller Jens Hvass.