01.04.20 TMI Nyheder

Snedkermester Ejnar Pedersen er død

Han blev 97 år gammel

Ejnar Pedersen var medstifter af PP Møbler i 1953 og arbejdede her sammen med nogen af de helt store danske arkitekter, som Hans Jørgen Wegner, Poul Kjærholm og Finn Juhl m.fl. Her skabte han sammen med Wegner den senere så berømte The chair.

Da han efter 50 år trak sig tilbage og overlod roret til sin søn Søren Holst Pedersen i 2007, skulle man tro, det var for at gå på velfortjent pension, men nej – Ejnar Pedersen havde mere at give af, så han startede en lille ny virksomhed under navnet Ejnar P, hvor det blev til en lille serie møbler i samarbejde med bl.a. arkitekterne Hanne Kjærholm og Ole Gjerløv Knudsen. Her designede han bl.a. også selv en økologisk kiste, som han kaldte Det sidste møbel.

Ejnar Pedersen var et livstykke, der altid var parat til en snak om håndværk og uddannelse af de unge, som lå ham meget på sinde. Og han gav aldrig helt slip på PP, hvor han ofte var på besøg helt op til sin dødsdag. Han begraves fra Hørsholm Kirke den 8. april – pga. corona-krisen kun i overværelse af familien.