06.05.20 TMI Nyheder

3 gode råd til at komme igennem krisen

Fokus på likviditet, forsyningskæder og konkurrencekraften er altafgørende, hvis din virksomhed skal komme godt gennem krisen

I træ- og møbelindustrien er mange virksomheder først ramt på den lidt længere bane, og det begynder at kunne mærkes, at de store eksportmarkeder er lukket ned, og ordrerne er stoppet med at rulle ind.

Branchedirektør i TMI, Annette Christensen, opfordrer branchens virksomheder til at fokusere på særligt tre elementer, hvis de er ramt af nedgang i aktiviteter og omsætning.

”Hav først og fremmest øje på likviditeten og få styr på den. Herefter gælder det om at se på forsyningskæden og få styrket forholdet til leverandører og kunder. Det er også en rigtig god idé at se på, om der er nye markeder, man kan opsøge, eller hvordan man ellers kan styrke sin konkurrencekraft,” siger Annette Christensen.

1. Få styr på likviditeten

Tal med din bank. Hellere for tidligt end for sent. Undersøg dine muligheder for at gøre brug af statens hjælpepakker. Måske det for eksempel kan være relevant for din virksomhed at søge om at få udbetalt de penge, der er indbetalt i moms, som et rentefrit lån?

Læs mere om de forskellige hjælpepakker på virksomhedsguiden.dk og søg rådgivning hos TMI og DI.

2. Hold øje med forsyningskæderne

Tag fat i dine leverandører, og skru op for kontakten med dem. Tal med dine kunder og sørg for at høre, hvor de oplever udfordringer.

3. Styrk din konkurrencekraft

Kan I bruge jeres ressourcer på en mere optimal måde? Kan du skrue på nogle omkostninger? Er der nye og andre markeder, der er værd at udforske? Er der nye teknologier, der kan hjælpe dig? Har du viden nok om dine kunder? Kan du justere dine serviceydelser?

Søg eventuelt inspiration og hjælp via platformen genstartnu.dk. Her kan virksomheder få gratis rådgivning og sparring af dygtige konsulenter fra rådgiverfirmaerne Implement og Valcon. Indsatsen er støttet med 150 mio.kr. af Industriens Fond. 

Få indblik dine eksport muligheder via overblikket hos DI