04.06.20 TMI Nyheder

Boligministeren lancerer en frivillig bæredygtighedsklasse for byggeriet

Ambitionen er, at den frivillige bæredygtighedsklasse skal sætte skub i den grønne omstilling af byggeriet. Redskabet skal nu testes i en toårig periode sammen med byggebranchen

Den frivillige bæredygtighedsklasse består af ni bæredygtighedskrav og er et redskab, som alle bygherrer kan vælge at bruge, og den kan anvendes på alle bygningstyper. Klassen er beskrevet i en vejledning, som skal ses som det praktiske værktøj, der kan hjælpe den enkelte bygherre til et mere bæredygtigt byggeri.

Bæredygtighedsklassen har fokus på både de anvendte byggematerialer, processer ved opførelsen, vedligeholdelse, drift og indeklima, skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

I en toårig periode skal den frivillige bæredygtighedsklasse testes sammen med byggebranchen, og derfor inviteres alle bygherrer nu til at afprøve klassen på konkrete byggerier. De praktiske erfaringer fra testfasen vil skabe grundlag for at indføre brug af bæredygtighedsklassen som krav i bygningsreglementet.

Læs meget mere her