10.07.20 TMI Nyheder

Fælles udstilling til 3 Days of Design: Material Matters x TMI

Tre dage i september kan du opleve MATERIAL MATTERS; en designudstilling skabt i samarbejde mellem 17 danske design- og møbelbrands og Træ- og Møbelindustrien. Udstillingen vises på Den Frie og er kurateret af folkene bag magasinet Ark Journal.

MATERIAL MATTERS giver den besøgende en helt konkret, taktil oplevelse af de udstillede møbler og objekter; du kan sidde i stolene, løbe hånden hen over tekstilerne og inspicere håndværket bag hvert af de udstillede objekter i udstillingen, der udforsker spændfeltet mellem design og kunst i samspil med materiale og innovation.

Designudstillingen inviterer endvidere de besøgende til at dykke længere ned i fortællingerne om overflader, teksturer, egenskaber, holdbarhed, bæredygtighed og udtryk i et omfangsrigt materialebibliotek. Et bibliotek, hvor alle de udstillende virksomheder formidler elementer og viden om materialer og deres betydning for proces og innovation.

Som et ekstra æstetisk greb har MATERIAL MATTERS inviteret en række unge designere og kunstnere, som på forskellig vis arbejder med at nytænke måden materialer kan påvirke fremtidens designkoncepter.

De udstillende møbelvirksomheder er en blanding af kendte, etablerede brands og mindre eller nye virksomheder, som alle arbejder sammen om at skabe en fælles og ekstraordinær oplevelse.

De udstillende brands er August Sandgren, Brandt Collective, Cane-line, Eilersen, Form & Refine, Fritz Hansen, juul, Magnus Olesen, Motarasu, Naver Collection, Nicolaj Bo, PP Møbler, Skovby, Søren Lund Møbler, Randers+Radius, Re Beds and WO Interior.

Udstillingen er projektledet af brancheforeningen Træ- og Møbelindustrien, som organiserer 300 danske virksomheder inden for møbel-, interiør- og træproduktion. Udstillingen er støttet af fondene TUUF og Træfonden.

”Det er en fornøjelse for 3. gang at facilitere en fælles udstilling – og en stor glæde at samarbejde med så stærke partnere: 17 visionære møbelbrands og Ark Journal. Målet har igen været at skabe rum, hvor gæsterne føler sig udfordrede, velkomne og inspirerede. MAT E R I A L MAT T E R S er ikke tænkt som en statisk installation, vi har skabt udstillingen for at interagere med vores besøgende og give dem mulighed for at opleve hvorfor, det virkeligt er sandt, at ”Material Matters”,” siger Didde Rishøj, Træ- og Møbelindustrien.

Udstillingen er åben for alle:
Den Frie, Oslo Plads 1, 2100 København Ø.
3 . & 4 . september, kl. 10-18
5 . september 10-14

Læs mere om Den Frie her

Læs mere om 3 Days of Design her

Træ- og Møbelindustrien har to gange tidligere arrangeret fælles udstillinger i forbindelse med 3daysofdesign:
Se film fra udstillingen ”Hotel Charlottenborg” i 2019 
Se film om udstillingen ”Dine, Drink, Daze & Dream” i 2018

 

 

Didde Rishøj

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3776
  • Mobil +45 3091 9269
  • E-mail diri@di.dk