04.08.20 TMI Nyheder

Ny teknologi skal hjælpe designvirksomheder med at løse eksportudfordring i coronakrisen

Virtual og augmented reality skal skabe en alternativ vej ud til potentielle kunder, så danske virksomheders eksport ikke hæmmes af aflyste messer mv. Et nyt projekt skal samle erfaringer med nye teknologier til eksport

Livsstilsprodukter, møbler og design er vigtige dele af dansk erhvervsliv, og samlet set er branchen det fjerdestørste eksporterhverv i Danmark. Som oftest sker branchens afgørende salg på fysiske design- og modemesser rundt i verden, men på grund af Corona-pandemien er disse møder og arrangementer i mange tilfælde blevet aflyst eller stærkt begrænsede.

Der er derfor behov for at nytænke eksporten og i det hele taget innovere de distributionskanaler, som design-, livsstils- og møbelindustrien primært benytter sig af i dag.

På den baggrund er Lifestyle & Design Cluster, Virsabi, Copenhagen Business School og Industriens Fond gået sammen i projektet ’Virtual Stage’.

”Det er en afgørende satsning for branchen. Initiativet kan gøre den danske livsstilsbranche til first-movers på anvendelsen af ny teknologi til eksport. Vi kan vise eksempler på, hvordan danske brands kan nå de indkøbere, retailers, arkitekter, designere, producenter og journalister, der er så vigtige for eksporten,” lyder det fra Heidi Svane, som er Head of Digital ved Lifestyle & Design Cluster og derudover fungerer som projektleder på projektet.

En trængt branche

Da Covid-19 for alvor brød ud og ramte store dele af den globale efterspørgsel, meldte mange virksomheder i livsstilsbranchen sig på banen med frustration over store tab som følge af begrænsede eksportmuligheder, lukkede landegrænser og manglende fysiske formidlingskanaler internationalt. En problematik, der blev startskuddet til Virtual Stage.

”Når danske virksomheder formår at udnytte ny teknologi på en god måde, så øges deres konkurrenceevne. Det er det, vi skal opnå gennem Virtual Stage. At bruge digitale kanaler til at fremvise fysiske projekter og nå relevante kunder og samarbejdspartnere er åbenlyst en god idé i en tid, hvor folk ikke kan mødes fysisk. Perspektiverne rækker dog også længere ud i fremtiden, hvor virtuel fremvisning af nye produkter kan øge effektiviteten og gøre både produktion og distribution mere bæredygtig,” siger Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond, som har støttet Virtual Stage som et led i fondens særlige corona-indsats genstartNU.dk.

En platform med mange visioner

Missionen er – ifølge parterne bag projektet – at skabe en unik platform, hvor danske designbrands kan udstilles og opleves af udenlandske interessenter. Og der er ikke langt fra tanke til handling. Allerede i sensommeren og starten af efteråret skal Virtual Stage se dagens lys i forbindelse med den danske modeuge og designfestivallen 3DaysofDesign.

”På den korte bane håber vi, at mere end 10.000 personer bruger de nye løsninger i forbindelse med arrangementer i efteråret. Derudover er målet selvfølgelig, at danske virksomheder får nye kunder på baggrund af Virtual Stage og derigennem øger eksporten,” lyder det fra Heidi Svane.

De ambitioner nikkes der genkendende til hos Industriens Fond, hvor der også lægges vægt på, at projektet har en relevans, der rækker langt ud over 2020:

”Det handler ikke alene om at redde en del af efterårsomsætningen for en hel branche. Kigger vi på den lange bane, så håber vi, at erfaringer fra Virtual Stage kan bruges af andre virksomheder og andre brancher, og at dansk erhvervsliv får udnyttet de muligheder, der ligger i at benytte teknologi som et eksportredskab,” siger Thomas Hofman-Bang.

Virtual Stage bygges op omkring webinarer og workshops, som skal være med til at engagere og involvere virksomheder, og facilitere udviklingen af koncepter til platformen. Selve den digitale løsning bliver præsenteret på designfestivallen 3daysofdesign til september og igen under modeugen i 2021.

Læs mere

Du kan læse mere om projektet her

Yderligere information: Heidi Svane, Head of Digital, Lifestyle & Design Cluster, 20 74 76 83, heidi@ldcluster.com

Didde Rishøj

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3776
  • Mobil +45 3091 9269
  • E-mail diri@di.dk