22.09.20 TMI Nyheder

Den europæiske træstemme styrkes med tættere samarbejde mellem CEI-Bois og EOS

De to europæiske organisationer, CEI-Bois og EOS, får en fælles generalsekretær og opretter en direktørstilling med fokus på at promovere træ

CEI‐Bois og EOS varetager de europæiske træindustriers interesser og promoverer brugen af træ over for EU-institutionerne. CEI-Bois er paraplyorganisation for den europæiske træindustri, mens EOS specifikt repræsenterer savværksindustrien.

CEI-Bois og EOS har netop besluttet at udbygge det allerede eksisterende samarbejde ved at operere gennem en fælles generalsekretær. Derudover oprettes en ny stilling som direktør for Public Affairs, der helt skal fokusere promovering af træ.

Formålet med det styrkede samarbejde er bl.a. at

  • Tydeliggøre træindustriens værdikæde overfor europæiske beslutningstagere
  • Promovere brugen af lovligt og bæredygtigt træ som strategisk løsning på klimaforandringsudfordringerne
  • Skabe gunstige lovgivningsmæssige og politiske betingelser, i og udenfor EU, for at bruge træ, fx til byggeri og møbler

Fra dansk side er TMI repræsenteret i CEI-Bois og Danske Træindustrier i EOS, og begge organisationer har bakket op om initiativet til at styrke det europæiske træsamarbejde.

”Den europæiske træindustri har brug for en stærk samlet stemme for få træet op på agendaen på den europæisk-politiske scene. Det gør vi bedre sammen end hver for sig. Vi er meget tilfredse med beslutningen om et tættere samarbejde, som også vil være til gavn for danske trævirksomheder,” siger Simon Auken Beck, konsulent i TMI og sekretær i Danske Træindustrier.

Silvia Melegari er fra den 14. september udnævnt til fælles generalsekretær for CEI-Bois og EOS. Stillingen som Public Affairs-direktør er fortsat vakant, men rekrutteringen er i fuld gang.

Simon Auken Beck

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3411
  • Mobil +45 2671 9651
  • E-mail siab@di.dk