09.09.20 TMI Nyheder

Træd ind i en illusion i Tivoli

Snedkernes Efterårsudstilling skaber illusioner i Tivolis Parterrehave indtil 4. oktober 2020.

Tivoli er som at træde ind i en anden verden. Væk fra biler, busser, motorcykler, og mennesker, der skynder sig i alle retninger på cykelsti og fortov. Ind i en verden fyldt med blomster og forlystelser. Her har man kun travlt med at komme hen til den næste forlystelse. Duften af popkorn fylder næseborrene, og forventningens glæde stråler i børnenes ansigter. Ved siden af Rasmus Klumps pandekagehus, ned til søen, ligger Parterrehaven.

Snedkernes Efterårsudstilling skaber illusioner i Tivoli

Her finder du Snedkernes Efterårsudstilling, som er en årlig udstilling for nye og eksperimenterende møbeltyper af høj brugsmæssig, håndværksmæssig og kunstnerisk kvalitet. Snedkernes Efterårsudstilling fungerer som laboratorium for nytænkning i fremtidige møbeltyper og koncepter. I år udstilles 30 installationer, designerne er stillet fri til at drømme under rammerne for Tivolis Parterrehave under temaet illusion. Temaet er tolket på mange måder – nogle installationer er genkendelige som værende for eksempel en stol, mens andre sætter mere gang i fantasien.

”I år har designerne fået meget frie rammer, og det har givet nogle helt specielle designs,” udtaler Gert Kjeldtoft fra virksomheden Kjeldtoft Møbelsnedkeri, der er en af 21 virksomheder der har været med til at producere årets installationer. Kjeldtoft Møbelsnedkeri har været med til at producere installationen Næb. Gert Kjeldtoft sidder også i bestyrelsen for Snedkernes Efterårsudstilling.

”Temaet illusioner og stedet Tivoli har gjort, at udstillingen i år har bevæget sig længere væk fra at være deciderede møbler. Så der er mange sjove og ikoniske ting, der står i Tivolis Parterrehave lige nu,” siger Gert Kjeldtoft og fortsætter:

”Fra bestyrelsens side er det også vigtigt, at det er eksperimenterende, nytænkende og anderledes.”

Installationer der både komplimenterer og bryder med haven

Parterrehaven er fyldt med blomsterbed, bier, sommerfugle og fontæner, hvis rindende vand dæmper lydene fra Tivoli og H.C. Andersens Boulevard. Nogle installationer går næsten i et med bedene, de står i, da blomsternes farve går igen i installationerne. Andre installationer skiller sig tydeligere ud. 

Lysinstallationen AL hænger på en hvid væg midt i et bed. Kigger man langs vægen, ligner det et rør, der går igennem vægen.

“Det interessante er, at rørets geometri på en og samme gang skærmer og reflekterer lyskilden,” siger Jonas Trampedach, der er designeren bag installationen.

Et samarbejde mellem designere og producenter

Snedkernes Efterårsudstilling er et samarbejde mellem en designer og en producent, hvor designeren slår stregerne, og producenten fremstiller installationen.

”Vi havde en dialog med designeren Dögg Guðmundsdóttir om materialevalg til træ-fuglehuset i installationen Næb. Men det lå lige til højrebenet, at det skulle være egetræ. Vi har fået frie hænder til det rent faglige med sammensætningen af fuglehuset. Vi skulle lave det med rundstokke, og metode, vi brugte til at samle rundstokkene, hedder Scandinavian Settle”, fortæller Gert Kjeldtoft, der synes, det har været et sjovt samarbejde.

Jonas Trampedach har samarbejdet med Fritz Hansen om AL. Det er et samarbejde, han har nydt godt af:

“Det har været interessant at arbejde sammen med Fritz Hansen, hvor deres kendskab til belysning og generelle tilgang til kvalitet og materialer har været en styrke i samarbejdet og processen,” siger Jonas Trampedach.

Snedkernes Efterårsudstilling indeholder 30 installationer. Gå en tur i den smukke Parterrehave, bliv opslugt i en anden verden, og se om du kan finde alle installationerne.

Snedkernes Efterårsudstilling kan opleves i Tivolis Parterrehave frem til 4. oktober.

Læs mere om Snedkernes Efterårsudstilling. 

Se hvornår du kan komme ind i Tivoli for at se udstillingen.