Foto: Thomas Arnbo

01.12.21 TMI Nyheder

TMI får ny branchedirektør

Lærke Flader kommer fra en stilling som branchechef for Dansk Elbil Alliance i Dansk Energi og begynder som branchedirektør i TMI 1. januar

Lærke Flader har 14 års erfaring med politisk interessevaretagelse og organisationsarbejde i den private sektor, samt ni års erfaring med politik- analyse- og lovarbejde fra centraladministrationen.

Siden 2009 har hun haft ansvaret for at opbygge en helt ny brancheorganisation i Dansk Energi, der repræsenterer hele værdikæden fra energiproduktion til det elektriske køretøj.

”Lærkes store erfaring og kompetencer ift. bæredygtighed er stærke kort at bringe i spil i den grønne omstilling, som TMI og medlemsvirksomhederne står midt i. Vi glæder os meget til at arbejde sammen med hende om at styrke træ- og møbelvirksomhederne,” siger formanden for TMI, adm. direktør Nils Knudsen, Magnus Olesen A/S.

Lærke Flader er 54 år, er uddannet cand.oecon. i 1993 og bor på Frederiksberg med sin familie.

"Det har været helt fantastisk at være med til at sætte strøm til biltrafikken, i en periode hvor udbredelsen af elbiler er gået fra nærmest nul til at hver anden dansker i dag vælger en elektriske bil. Jeg glæder mig rigtig meget til at bringe mine mange års erfaringer på det politiske og det organisatoriske plan i spil i så stærk og spændende dansk branche som Træ- og Møbelindustrien," siger Lærke Flader.

Lærke Flader tiltræder som branchedirektør i TMI 1. januar 2022.

Relateret indhold