Deltag i Tokyo Furniture Fair
Kom med på en dansk fællesstand på Tokyo Furniture Fair (IFFT) 18.-20. oktober 2021. Messen har fokus på highend livsstilsprodukter til det japanske marked
Danske møbelvirksomheder har traditionelt haft godt fat i det japanske marked. Mere end 10 % af de europæiske møbler, som sælges i Japan i dag, kommer fra Danmark, og andelen var i en årrække i kontinuerlig vækst. Efter finanskrisen 2008-09 stagnerede møbeleksporten til Japan dog, og er faktisk faldet ret markant siden 2015. Der er med andre ord et stort potentiale for at genvinde Danmarks markedsandele på det japanske interiør marked.
DI planlægger derfor en dansk fællesstand på IFFT, Tokyo Furniture Fair d. 18.-20. oktober 2021.
IFFT er en international messe, der fokuserer på highend livsstilsprodukter til det japanske marked – fra møbler og husholdningsartikler til gadgets og accessories. Messen tiltrækker et bredt publikum, og ikke kun indkøbere fra detailhandlen, men også arkitektvirksomheder og hele kontraktmarkedet indenfor interiørdesign.
Tokyo Furniture Fair udgør den bedste indgang til det attraktive japanske møbel- og livsstilsmarked, hvad enten din virksomhed allerede er etableret på markedet eller planlægger at vækste Asien.