08.12.22 TMI Nyheder

Nye EU-regler for import af træ er lige om hjørnet

Ny afskovningsforordning skal sikre, at europæisk forbrug ikke fører til global afskovning. Det nye regelsæt omfatter flere råvarer som bl.a. soja og palmeolie, og erstatter samt skærper de nuværende regler for træ

EU har netop aftalt nye regler, der vil forbyde import af produkter, som er forbundet med skovrydning. Aftalen skal nu formelt vedtages af EU-parlamentet og Ministerrådet, før de nye regler kan træde i kraft.

Den nye forordning erstatter og skærper det hidtidige regelsæt på træområdet, EUTR (EU Timber Regulation) og tilføjer flere produktgrupper ud over træ, bl.a. kvæg, kakao, kaffe, palmeolie og soja.

Den nye og bredere forordning bliver fremover kendt som EUDR (EU Deforestation Regulation). Træ- og Møbelindustrien (TMI) hilser den nye afskovningsforordning velkommen.

”Det er helt rigtigt af EU at tage en ledende rolle i den globale kamp mod afskovning og skovforarmelse. At den nye forordning kommer til at dække mange flere råvarer og produkter er også rigtigt set, for det er en fejl at tro, at det primært er forbrug af træ, der er skyld i afskovning. Skove ryddes mange steder for at gøre plads til afgrøder som soja, kaffe og kakao, og derfor vil det få meget større effekt, når disse også er dækket af reglerne,” mener Simon Auken Beck, chefkonsulent i TMI.

Den endelige forordningstekst er endnu ikke offentliggjort, og flere centrale detaljer i forhold til den praktiske implementering af reglerne er derfor stadig ukendte. Det gælder fx et foreslået krav om dobbelt due diligence for visse virksomheder, hvilket TMI har frarådet i høringssvar til forordningen.

Skal forhindre skovrydning og skovforringelse

I lighed med de hidtil gældende EUTR-regler for træ vil virksomheder blive forpligtet til at kontrollere deres forsyningskæder for at sikre, at deres produkter ikke er forbundet med skovrydning og skovforringelse – defineret som omdannelse af skove, herunder naturskove, til landbrug og plantageskove.

Virksomheder skal også mere præcist oplyse koordinaterne for det jordstykke, hvor deres råvarer kommer fra for at bevise, at arealet ikke er forbundet med skovrydning, der fandt sted efter den 31. december 2020.

Som noget nyt forpligtes virksomheder også til at udfylde en due diligence-erklæring.

Reglerne er rettet mod kvæg, kakao, kaffe, palmeolie, soja og træ, samt relaterede produkter som læder, chokolade og møbler. Flere træprodukter som gummi, trækul, trykte papirprodukter er nu også omfattet.

Som en del af due diligence-kravet skal virksomheder fremover også sikre sig, at menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder til jordbesiddelse respekteres.

Virksomheder, der ikke overholder reglerne, risikerer bøder på op til "mindst" 4 procent af deres årlige omsætning i EU.

Kontrol og vurdering af risiko

EU-kommissionen skal som en del af forordningen vurdere eksportlandenes risiko for skovrydning og rangere dem i kategorierne høj, standard eller lav risiko.

På baggrund heraf vil nationale toldmyndigheder vil være forpligtet til at udføre minimumsniveauer for kontrol af virksomheder i henhold til rangordenen i det land, hvorfra de køber deres varer. Herunder skal landene kontrollere ni procent af virksomheder, der importerer fra højrisikoområder, tre procent fra standardrisikoområder og en procent fra lavrisikoområder. De skal også kontrollere mindst ni procent af den samlede mængde produkter, der kommer fra højrisikolande.

Simon Auken Beck

Simon Auken Beck

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3411
  • Mobil +45 2671 9651
  • E-mail siab@di.dk

Relateret indhold