Vil du være skuemester?
Der er brug for engagerede og dygtige fagfolk fra branchen til at agere skuemester (censor) for maskinsnedkere på erhvervsskolerne
Er du engageret i erhvervsuddannelser og lærlinge, kan det være, du har lyst til at agere skuemester (censor) ved svendeprøver for maskinsnedkere i branchen. Der er løbende brug for nye skuemestre, og det er Dansk Industris afdeling for erhvervsuddannelser, som udpeger og afbeskikker skuemestre.
Hvad vil det sige at være skuemester?
En skuemester bedømmer svendeprøver for lærlinge og elever. Oftest er det både en repræsentant fra arbejdstagerne og arbejdsgiverne, der sammen er ude og bedømme svendeprøverne for en gruppe lærlinge på en erhvervsskole.
Som skuemester udbetales der et vederlag, og transportudgifter dækkes. Derudover dækkes forplejning og overnatning (hvis det er nødvendigt). En skuemester er typisk ude 2-3 gange om året, og skuemesteren bliver varslet i rimelig tid.
Det er en forudsætning, at man som skuemester har den fornødne faglige ballast og kendskab til den specifikke erhvervsuddannelse, som i træ- og møbelindustrien vil være maskinsnedker. Skuemestrene bliver introduceret til hvervet ved at være ude som føl første gang, og endvidere vil de modtage information fra det centrale faglige udvalg om hvervet.
Er du interesseret?
Så tag fat i Birgitte Winge, som kan svare på spørgsmål m.v. Kontaktinformation finder du nederst på siden.