Kistefabrik planter et træ pr. kiste
Siden 2014 har den danske kistefabrik Tommerup Heilskov plantet et træ pr. kiste leveret. Det er nu blevet til 194.882 træer, og det får ros fra Træ- og Møbelindustrien.
73 fodboldbaner! Så stort et areal dækker de 194.882 træer, som den danske kistefabrik Tommerup Heilskov har plantet, siden virksomheden i 2014 besluttede sig for at plante et træ pr. kiste leveret.
Initiativet, som går under navnet ”Vi planter et træ for hver kiste vi bringer - som minde om et levet liv”, sker i samarbejde med organisationen Growing Trees Network. Her oplever CEO Kim Nielsen, at de efterladte ved indvielser af nye Folkeskove vælger at møde op på eget initiativ eller sammen med deres bedemand for at håndplante et eller flere træer som minde om deres kære.
- Lige så vigtigt, så har Tommerup Heilskov været med til at inspirere en række andre virksomheder til at igangsætte lignende tiltag, siger Kim Nielsen i en pressemeddelelse.
Vigtige verdensmål
Hos Tommerup Heilskov mener adm. direktør Glenn Goltermann Lassen, at FNs 17 verdensmål er vigtige værktøjer til at sikre en bæredygtig fremtid for nuværende og fremtidige generationer.
- MÅL 6 handler om rent vand og sanitet, og vi vil gerne være med til at sikre bæredygtig adgang og forvaltning af vand og sanitet for alle. MÅL 13 handler om klimaindsats, og vi er helt på linje med FN om, at der skal ageres hurtigt for at bekæmpe klimaforandringerne. Skove har samtidig en direkte og indirekte positiv effekt på flere af de øvrige mål, siger Glenn Goltermann Lassen.
Han fortæller dertil, at de på fabrikkens tag i Glamsbjerg også har fået monteret et solcelleanlæg, som producerer mere strøm, end de selv forbruger.
Læs også: Filippinsk topartsaftale om klima har DI som fødselshjælper
Ros fra Træ- og Møbelindustrien
I Træ- og Møbelindustrien (TMI) har direktør Tanja Blindbæk Olsen kun ros til træplantningen, som hun mener er en vigtig indsats af både miljømæssige og økonomiske årsager.
- Træer optager CO2 til gavn for klimaet, hjælper med rent drikkevand og et sundt vandmiljø. Desuden hjælper nye skove med at bevare biodiversiteten. Nye skove sikrer også fornybare råmaterialer til industrien, siger Tanja Blindbæk Olsen.
Hun oplyser desuden, at stigende globale efterspørgsel efter træprodukter gør bæredygtig skovbrug endnu vigtigere.
- Derfor er det også afgørende, at vi planter ny skov i Danmark. Skovrejsning sikrer, at vores industri har de nødvendige og fornybare råmaterialer til en øget efterspørgsel, samtidig med at vi tager ansvar for klima og miljø, siger Tanja Blindbæk Olsen.
Læs også: Kæmpe begejstring for biodiversitet hos virksomheder
Kistefabrikker planter skov
Den danske kistefabrik Tommerup Heilskov er ejet af den svenske koncern Fredahl Rydéns, som også ejer norske Trostrud Freno. Tilsammen har de tre kistefabrikker plantet 88,5 hektar ny skov:
Fredahl Rydéns: 92.932 træer svarende til 23 hektar ny skov siden 2020.
Trostrud Freno: 66.069 træer svarende til 16,5 hektar siden 2020.
Tommerup Heilskov: 194.882 træer svarende til 49 hektar ny skov siden efteråret 2014.
Landsbyskove i Ghana, samt Bolivia og Ecuador i Amazonas har fra de tre fabrikker modtaget i alt 27.610 træer som hjælp til at bistå og forbedre lokalbefolkningens livsbetingelser.