02.10.24 TMI Nyheder

Kommissionen foreslår at udsætte EUDR med 12 måneder

Forslaget om at udskyde EUDR’s implementering skal give virksomheder mere tid til at forberede sig på de komplekse krav. Træ- og Møbelindustrien ærgrer sig, men anerkender behovet.

Europa-Kommissionen har netop fremsat et forslag om at udsætte implementeringen af EU's afskovningsforordning (EUDR) med 12 måneder. Forslaget er et resultat af pres fra både europæiske organisationer og internationale partnere og har til formål at give virksomheder mere tid til at forberede sig på de nye regler.

Hvis forslaget godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet, træder loven i kraft den 30. december 2025 for store virksomheder og den 30. juni 2026 for mikro- og små virksomheder.

Træ- og Møbelindustrien (TMI) ærgrer sig over, at det har været nødvendigt at udsætte implementeringen, men finder beslutningen rigtig, så virksomhederne får den nødvendige forberedelsestid. 

"Vi støtter fuldt ud målet om at stoppe den globale afskovning. Dog har mangel på essentielle værktøjer, fortolkninger og vejledninger skabt stor usikkerhed om, hvordan kravene skal efterleves," siger Tanja Blindbæk Olsen, branchedirektør i TMI.

Virksomhederne står over for en betydelig administrativ opgave, og TMI har derfor længe insisteret på, at myndighederne skal levere den nødvendige viden og de rette værktøjer i god tid. 

"Det er beklageligt, at situationen er nået hertil, men vi mener, at en udsættelse er et fornuftigt valg, så virksomhederne kan blive ordentligt klar," tilføjer Tanja Blindbæk Olsen.

Yderligere vejledning

Samtidig med forslaget har Kommissionen udgivet en opdateret FAQ med 40 nye spørgsmål. Denne indeholder præciseringer om blandt andet informationssystemet (IS), definitioner som 'skovforringelse', 'operatør' og 'markedsføring', samt mulige sanktioner ved overtrædelser. Derudover gives der vejledning om sporbarhedsforpligtelser og specifikke scenarier for at sikre en ensartet fortolkning af reglerne.

Næste skridt

Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at vedtage udsættelsen inden årets udgang. TMI følger udviklingen nøje og vil løbende informere om sagens udvikling .

Læs kommissionens pressemeddelelse her

Baggrund

EUDR har til formål at sikre, at en række nøglevarer, der sælges på EU-markedet, ikke bidrager til skovrydning og skovforringelse, hverken i EU eller andre steder i verden.

Tanja Blindbæk Olsen

Tanja Blindbæk Olsen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4820
  • Mobil +45 4074 5868
  • E-mail tabo@di.dk

Relateret indhold