Træindustrien støtter skærpede biomassekrav
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har netop præsenteret nye skærpede krav til bæredygtig biomasse. Ifølge ministeriet er de danske bæredygtighedskrav til biomasse blandt de skarpeste i Europa, og får nu et ekstra grønt nøk.
De skærpede krav, som indføres som led i implementeringen af EU’s Vedvarende Energi-direktiv (REDIII), hilses velkommen af Træ- og Møbelindustrien.
De strammere regler betyder bl.a., at biomasse fremover skal komme fra resttræ, som ikke kan bruges til byggematerialer eller andre produkter med større værdi.
Gavntræ prioriteres til træprodukter
For den danske savværksindustri er dette en positiv udvikling. I årevis har der været bekymring for, at gavntræ af lavere kvalitet blev brugt direkte til energiproduktion på grund af den høje efterspørgsel på biomasse i Danmark. De nye krav vil sikre, at træ først og fremmest bruges til produktion, og kun resttræ bliver anvendt til biomasse.
"Vi er meget tilfredse med de nye biomassekrav og introduktionen af kaskadeprincippet. Det skaber en klar prioritering af træressourcerne og sikrer, at værdifuldt træ forbliver i produktionen, mens resttræet kan bruges til energi. Det er et vigtigt skridt for både vores industri og for miljøet", siger Tanja Blindbæk Olsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien.
Det nye krav betyder, at energiproducenter fremover skal kunne dokumentere, at biomassen, de anvender til energi, ikke kunne have haft større værdi i andre anvendelser. Kravene vil også omfatte skærpede standarder for CO2-udledning ved høst og transport samt bæredygtig skovdrift, hvilket yderligere vil beskytte skovens biodiversitet. Desuden omfattes også flere anlæg og virksomheder af bæredygtighedskravene end tidligere.
Balancen mellem energi og materialer
Biomasse har længe været en vigtig energikilde i Danmark, men med udbygningen af sol- og vindenergi forventes behovet for biomasse falde frem mod 2035. Biomasse vil dog også i fremtiden levere nødvendige bidrag til energiforsyningen, f.eks. når solen ikke skinner og vinden ikke blæser. Kravene skal sikre, at det fremover vil det ske uden at forårsage forvridninger på markedet for råmaterialer.
"Vi ser frem til en fremtid, hvor træindustrien kan fokusere på at levere bæredygtige materialer, mens resttræet bidrager til grøn energi," siger Tanja Blindbæk Olsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien.
De nye bæredygtighedskrav skal nu nærmere præciseres ifm. udarbejdelsen af bekendtgørelser inden ikrafttrædelse i foråret 2025.
"Vi ser frem til at følge, hvordan de nye krav vil blive konkretiseret i bekendtgørelsen, og vi er klar til en konstruktiv dialog om de praktiske implikationer for vores industri og brugen af biomasse i den danske energiforsyning," siger Tanja Blindbæk Olsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien.