EUDR: Råd og Parlament enige om udsættelse
Rådet og Europa-Parlamentet er nu nået til enighed om at udsætte ikrafttrædelsen af EUDR med 12 måneder uden yderligere ændringer.
Opdateret den 19. december:
Det er nu endelig officielt vedtaget at udsætte anvendelsesdatoen for EUDR med et år til 30. december 2025.
Det betyder, at virksomhederne omfattet af EUDR nu kan holde juleferie uden at bekymre sig, om de er klar til at opfylde kravene ved årsskiftet.
Det glæder TMI, at der bliver mere tid til at vejlede og guide virksomhederne i, hvordan kravene kan opfyldes.
Enighed om udsættelse
Rådet og Europa-Parlamentet har indgået en foreløbig aftale om at udsætte anvendelsesdatoen for EU's skovrydningsforordning (EUDR) med 12 måneder. Den nye anvendelsesdato bliver nu den 30. december 2025. Udsættelsen giver virksomheder og andre aktører mulighed for at forberede sig fuldt ud på at opfylde due diligence-forpligtelserne og sikre, at produkter solgt i eller eksporteret fra EU er skovrydningsfrie.
"Vi er meget tilfredse med, at der nu er enighed om at udsætte anvendelsesdatoen et år. Virksomhederne kan nu koncentrere sig om at blive klar. De har været på pinebænken og holdt i uvished længe, så det er godt, at vi får klarhed nu," siger branchedirektør i TMI, Tanja Blindbæk Olsen.
Ingen ændringer
Forordningen, som trådte i kraft den 29. juni 2023, vil nu blive anvendt fra den nye dato. Men der bliver ingen ændringer i substansen af de eksisterende regler, som ellers var foreslået fra visse dele af parlamentet. Ændringsforslaget, som også er årsagen til, at beslutningen om udsættelsen trak ud, blev trukket tilbage.
"Vi var skeptiske over de foreslåede tilføjelser, især fordi vi var bekymrede for, at udsættelsen ville gå i vasken. Ændringsforslaget var meget upræcist, og vi var bekymrede for, at tilføjelsen af en ekstra landekategori ikke ville gøre den store forskel, men snarere bringe mere kompleksitet ind i værdikæden," siger branchedirektør i TMI, Tanja Blindbæk Olsen.
Formel vedtagelse kort før jul
Aftalen skal stadig bekræftes af Rådet og Parlamentet, før den formelt kan vedtages og offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Dette vil ske i løbet af årets sidste plenarforsamling, som finder sted den 16.-19. december 2024, kort før jul.
”Der er endnu ikke blæk på papiret, men jeg tror nu på, at udsættelsen bliver en realitet, så alle kan holde en stille jul, fremfor at forberede indberetninger i Traces,” siger branchedirektør i TMI, Tanja Blindbæk Olsen.