Nyt studie af LCA-metoder viser fordele ved brug af biogene materialer
Træets potentiale som et mere bæredygtigt byggemateriale sammenlignet med traditionelle materialer fremhæves, når der anvendes dynamisk LCA-metoder frem for den traditionelle linære. Det viser nyt Ph.d.-studie fra Aalborg Universitet.
Livscyklusanalyser (LCA) bruges til at vurdere miljøpåvirkningerne forbundet med et produkt eller service gennem hele dets livscyklus – lige fra udvinding af råvarer til affaldshåndtering. I praksis anvendes LCA oftest til at sammenligne forskellige alternativer ved design af produkter eller processer og for at sikre overholdelse af grænseværdien for klimapåvirkning for et byggeri.
LCA er derfor en integreret del fx i forhold til valg af materialer, når man skal bygge bæredygtigt.
Nyt studie viser markante forskelle afhængig af metodevalg
Metoderne til at lave livscyklusanalyserne forfines og udvikles hele tiden. Et nyt forskningsstudie viser at der kan være store forskelle på udfaldet af en analyse afhængig af valg af metode.
En ny Ph.d.-afhandling har undersøgt potentialet i at anvende en mere dynamisk LCA-metode kaldet prospektiv livscyklusvurdering (pLCA) frem for den traditionelle lineære LCA-metode. pLCA tager hensyn til teknologisk fremskridt og socioøkonomiske scenarier, hvilket resulterer i mere præcise vurderinger af klimapåvirkningen fra byggematerialer.
Afhandlingen viser, at den nuværende lineære LCA ofte overestimerer klimapåvirkningen af materialer, særligt træ, med op til 61%. Anvendes i stedet pLCA kan der opnås en reduktion i klimapåvirkningen på op til 51% for træmaterialer.
”Det er enormt positivt at se effekten ved at anvende den dynamiske LCA-metode frem for den traditionelle, som der for nuværende henvises til i bygningsreglementet(BR) ved beregning af klimapåvirkninger. Vi vil presse på for at få en ændring af metodevalget i BR, så de mere præcise vurderinger danner grundlag for beslutninger om materialevalg i byggeriet”, udtaler Tanja Blindbæk Olsen, branchedirektør i Træ- og møbelindustrien.
Afhandlingen peger også på, at en ændring i byggemønstre med øget brug af biobaserede materialer kan medføre en betydelig reduktion i klimapåvirkningen. Det anbefales at reducere nybyggeriet og vælge biogene materialer til mindst 50% af de nye konstruktioner.
”Anbefalingen kan styrke træbranchen og føre til en mere bæredygtig udvikling i byggeriet. Studiet giver et stærkt argument for at fremme brugen af træ og andre biogene materialer i byggeprojekter, hvilket kan bidrage til at reducere branchens samlede klimapåvirkning og sikre en mere bæredygtig fremtid”, afslutter Tanja Blindbæk Olsen.
Er du blevet nysgerrig på at vide mere om studiet, som er udført på AAU, kan du læse mere her
Studiet:
Lise Horup, Simon Bruhn, Endrit Hoxha, Harpa Birgisdottir, Andreas Qvist Secher, Pernille Ohms, Michael Hauschild.
Absolute sustainability assessment of the Danish building sector through prospective LCA.
Science of The Total Environment,
Volume 966,
2025,
178780,
ISSN 0048-9697