Ny straftold i USA - Hvad betyder det for virksomheder i TMI?
USA har indført nye toldsatser, der træder i kraft den 5. april 2025 med en generel straftold på 10 % og yderligere landespecifikke satser fra den 9. april 2025. For varer fra Danmark og EU vil straftolden stige til 20 %. Visse trævarer er dog undtaget.
USA har indført straftold, som kan have stor betydning for virksomheder i Træ- og Møbelindustrien. Fra den 5. april 2025 vil der blive pålagt en generel straftold på 10 % på alle importerede varer til USA. Fra den 9. april 2025 vil toldsatserne yderligere blive tilpasset afhængigt af, hvilket land varerne kommer fra. For Danmark og resten af EU betyder det, at straftolden vil være på 20 %.
Visse træprodukter undtaget fra straftold
Ingen regler uden undtagelser, hvilket også gør sig gældende i dette tilfælde. En række varer er undtaget straftolden, herunder en række træprodukter. Træprodukter, der handles under varegruppen KN 4401-4413, herunder blandt andet træ og trævarer, vil ikke bliver pålagt den nye straftold. Det fremgår af Annex II som oplister en række produkter, der ikke omfattes af den nye straftold.
Det betyder, at eksporten af disse produkter til USA fortsat kan ske uden ekstra omkostninger. Det gælder bl.a. råtræ og groft forarbejdede byggevarer af træ såsom lægter, spær samt træplader og visse gulve af træ mv.
Det er dog uklart, hvorfor netop disse varer er undtaget og det forventes, at de kan blive pålagt straftold senere.
Møbler og visse træbyggevarer pålægges straftold
Desværre gælder undtagelsen ikke for møbler, som handles under varegruppen KN 94 samt øvrige trævarer, der handles under varegruppen KN 4414-4421 herunder bl.a. vinduer og døre. Disse vil blive pålagt den nye straftold.
Straftolden lægges oven i den eventuelt eksisterende toldsats. For møbler der handles i varegruppen KN 9401, KN 9402, KN 9403 har toldsatsen hidtil været 0 %, hvilket betyder, at toldsatsen nu stiger til 20 %. For madrasser under KN 9404, som tidligere havde toldsatser på mellem 3-6 %, vil toldsatsen nu stige til op til 26 %. For vinduer og døre har toldsatsen hidtil været 3,2-4,8 %. Læg dertil yderligere 20 % når straftolden indfases.
Skærmbillede fra dagens DIs webinar: Orientering om USA straftold

Betydning for din virksomhed
De øgede toldsatser vil kunne få markante økonomiske konsekvenser for virksomheder, der eksporterer omfattede træprodukter og møbler til USA. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på disse ændringer og tilpasse sig de nye handelsvilkår for at minimere potentielle tab.
Pt. er fortolkningen, at varer der beviseligt er afskibet inden henholdsvis 5. og 9. april kan komme ind i USA med 0 % eller 10 % straftold.
Det eneste, der er sikkert, er dog, at Trumps ageren er uforudsigelig, og at han kan ombestemme sig når som helst uden varsel. Og EU håber på, at Trump nu efter 2. april at have udvist handlekraft overfor sine kernevælgere, vil have lyst til at indgå fornuftige aftaler med EU om lempelser. Det kan derfor give god mening ikke at handle overilet.
Har du betydende eksport til USA anbefaler vi, at du holder dig informeret om de seneste udviklinger for at sikre, at din virksomhed er bedst muligt rustet til at håndtere de nye toldsatser.
På Dansk Industris særlige hjemmeside om USA, kan du holde dig opdateret. Den opdateres løbende med de nyeste informationer:
USA under Trump - betydning for danske virksomheder - DI
For yderligere spørgsmål eller behov for rådgivning er I altid velkomne til at kontakte Dansk Industri direkte.