Nye bæredygtighedskrav for biomasse til afbrænding på vej
Træ- og Møbelindustrien har givet høringssvar til den nye bæredygtighedsbekendtgørelse, der skal sikre en optimal og ansvarlig anvendelse af træbiomasse, inden det bliver til energi.
Omstillingen til mere vedvarende energiproduktion i Danmark er i høj grad sket ved at erstatte kul med træbiomasse. Det har bidraget til store reduktioner i det danske klimaregnskab og er en succes for den danske energisektor.
Det øgede brug af træbiomasse har gjort skovindustriens restprodukter til en efterspurgt råvare og har sikret skovejerne gode indtægter på salg af flis. Det har dog også medført en forskydning i markedet, som giver bekymring for, at træ, der kunne anvendes til træprodukter, anvendes direkte til energiproduktion.
Denne bekymring deles af EU, hvilket har medført, at der i den seneste opdatering af direktivet for vedvarende energi (VE-direktivet) er tilføjet krav om det såkaldte kaskadeprincip. Dette skal sikre en optimal udnyttelse af træressourcen, herunder at kun resttræ anvendes til energi.
VE-direktivet skal implementeres i dansk lovgivning inden udgangen af maj 2025 og ændringen til bæredygtighedsbekendtgørelsen og biomassehåndbogen har netop været i høring. Træ- og Møbelindustrien (TMI) hilser de nye krav velkommen og har med stor interesse deltaget i den aktuelle høring om, hvordan bl.a. kaskadeprincippet skal sikre en mere bæredygtig energiproduktion.
"Det er afgørende, at vi så vidt muligt anvender træressourcen til produkter før energiproduktion. Hvis træ, der kunne have været anvendt til møbler, byggematerialer eller andre varige produkter, anvendes til energi som første anvendelse, går værdifulde træressourcer tabt. Vi er meget tilfredse med de nye biomassekrav og introduktionen af kaskadeprincippet," siger branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien, Tanja Blindbæk Olsen.
Det nye krav betyder, at energiproducenter fremover skal kunne dokumentere, at biomassen, de anvender til energi, ikke kunne have haft større værdi i andre anvendelser. De nye krav omfatter også skærpede standarder for CO2-udledning ved høst og transport samt nye bæredygtighedskrav til skovdriften, hvilket yderligere vil beskytte skovens biodiversitet. Desuden omfattes flere anlæg og virksomheder af bæredygtighedskravene end tidligere.
Krav til procesvarme forenkles
I tidens ånd, med fokus på forenkling, lægges der i udkastet til den nye danske bekendtgørelse også op til en forenkling af eksisterende danske særkrav til virksomheder, der anvender biomasse til deres procesvarme. Dette sker for at undgå dobbeltregulering af virksomheder der er omfattet af kvoteordningen. De vil i fremtiden blive underlagt samme bæredygtighedskrav som i VE-direktivet, når de anvender biomasse til procesvarme.
Træ- og Møbelindustrien bakker op om fjernelsen af det danske særkrav, da virksomheder i træindustrien ellers ville blive udsat for en skævvredet konkurrencesituation i forhold til europæiske konkurrenter, som ikke er underlagt lignende krav. Dette særligt når grænsen for omfattede energiproducenter sættes ned til 1 MW i 2028, hvilket ville medføre, at en lang række træforarbejdende virksomheder, der bruger egne rester til opvarmning og procesvarme, ville blive omfattet af kravene.
”Vi er tilfredse med forenklingen af de danske særkrav,” siger branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien, Tanja Blindbæk Olsen.
”Kravene er indført for at sikre en bæredygtig energiproduktion hos virksomheder, der har salg af energi som deres primære virke, ikke træproducenter,” siger Tanja Blindbæk Olsen.
For TMI er det desuden vigtigt, at implementeringen af VE-direktivet sikrer den nødvendige dokumentation og kontrol. Der efterspørges også mere præcise definitioner og udførlige vejledninger, især hvad angår kaskadeprincippet, da Træ- og Møbelindustrien frygter, at det ellers vil få svag effekt og ikke føre til den ønskede begrænsning af anvendelsen af træ til energi.
Træ- og Møbelindustrien ser frem til at fortsætte dialogen med Energistyrelsen og andre relevante aktører om, hvordan træressourcen kan forvaltes bedst muligt i tråd med bæredygtighedskravene.
Læs mere
For yderligere information kan du læse hele høringssvaret fra Træ- og Møbelindustrien her