Ny aftale sikrer bedre adgang til arbejdskraft
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en aftale om en certificeringsordning, som skal give virksomheder, omfattet af en overenskomst, bedre muligheder, når de vil ansætte udenlandsk arbejdskraft. Ordningen omfatter også virksomheder på Træ- og Møbeloverenskomsten.
Aftalen lægger op til en ny certificeringsordning, der gør det lettere for TMI-medlemmer omfattet af en overenskomst at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Planen er at ordningen skal træde i kraft fra 1. januar 2026. Ordningen giver mulighed for at ansætte medarbejdere fra 16 lande herunder bl.a. USA, Kina, Brasilien og Indien i overenskomstdækkede job på fuld tid, under forudsætning af en årlig minimumsløn på 300.000 kr.
”Med udsigter til færre danskere i den erhvervsaktive alder, men fortsat stor efterspørgsel efter danske varer og tjenesteydelser, er den netop indgåede aftale en vigtig brik i modernisering af vores arbejdsmarked. Aftalen får også betydning for produktionsvirksomheder i vores branche” udtaler Tanja Blindbæk Olsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien.
Den politiske aftale skal nu omsættes til en certificeringsordning, som gør det lettere for virksomheder at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Certificeringsordningen kommer til at indeholde en række krav til virksomhederne.
Blandt andet skal virksomheder fremsende en tro og love-erklæring til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som dokumenterer overenskomstdækningen af stillingen. Virksomhederne skal også have været i drift i minimum to år, ikke have gæld til det offentlige og have mindst 10 fuldtidsansatte. Derudover må virksomhederne ikke være omfattet af lovlige arbejdskonflikter eller have strakspåbud fra Arbejdstilsynet.
DI har fulgt lovarbejdet tæt
Dansk Industri har længe arbejdet for denne ordning og kommer til at følge arbejdet med udmøntningen af aftalen tæt.