Bred opfordring til forenkling af EUDR
Flere europæiske organisationer inden for træ- og skovbranchen, herunder EOS og CEI-Bois, opfordrer i en fælles meddelelse til at inkludere EU's Skovrydningsforordning (EUDR) i de forenklingsforslag, som Europakommissionen planlægger.
Organisationerne støtter målet om at beskytte verdens skove, men er bekymrede for, hvordan forordningen kan anvendes i praksis. De nævner bl.a., at forordningen ikke er proportional, og at den medfører en stor administrativ byrde og juridisk usikkerhed, hvilket kan påvirke store dele af handlen i EU.
Flere medlemmer af Europa-Parlamentet og 18 landbrugsministre har også talt for en betydelig forenkling og en mere rimelig implementering af EUDR .
Selvom Europakommissionen har gjort en betydelig indsats for at klarlægge reglerne med vejledninger og FAQ-dokumenter, er der stadig bekymringer, da dokumenterne ikke har juridisk vægt og fortolkes forskelligt i medlemslandene. De 16 organisationer mener derfor, at forenkling bør ske direkte gennem ændringer til reguleringen.
Organisationerne bakker op om kommissionens bestræbelser på simplificering igennem den såkaldte Omnibus-regulering og opfordrer kommissionen til at inkludere en grundig vurdering af EUDR.
Branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien, Tanja B. Olsen, bakker op om forslaget til at forenkle EUDR:
"Det er afgørende, at vi arbejder sammen for at skabe en EU Skovrydningsforordning, der både beskytter skovene og er praktisk anvendelig for de ansvarlige aktører i industrien. Forenkling er nødvendigt for at sikre, at de gode intentioner kan omsættes til effektive løsninger, og ikke blot ender i bunker af bureaukrati” siger hun.
Læs hele organisationernes joint statement her
Nedstemning af landevurderinger
Det sker samtidig med, at et solidt flertal i Europa-Parlamentet for nylig har stillet spørgsmål til EUDR’s retsakt vedrørende landevurderinger, da parlamentet er bekymret for datakvalitet, metodisk robusthed og transparens i kommissions inddeling i risikokategorier.
Afstemningen i parlamentet har dog ingen formel betydning, og kommissionen er ikke forpligtet til at indordne sig. Alligevel demonstrerer afstemningen, og ikke mindst opfordringen fra de 18 landbrugsministre, at der ikke er klar opbakning til den måde, Kommissionen har valgt at håndtere og indrette EUDR på.
"Utilfredsheden vokser og viser mangel på klar opbakning til Kommissionens håndtering af forordningen”, siger branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien, Tanja B. Olsen.
”En umiddelbar risiko ved afstemningsresultatet er, hvis kommissionen trækker hele landevurderingen tilbage. Det vil give alle lande status af 'standard risiko' og vil i så fald kræve fuld due diligence for alle lande, i modsætning til den nuværende status, hvor 105 lande er vurderet som 'lavrisiko.' Det vil være en kedelig konsekvens, der vil øge byrden og kompleksiteten for rigtig mange virksomheder," siger branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien, Tanja B. Olsen.
Hun håber derfor på at Kommissionen vil være lydhør for opfordringen til en generel forsimpling uden yderligere kompleksitet i forhold til landevurderingerne.
På trods af de forskellige ønsker om forsimplinger, er situationen fortsat, at EUDR indtil videre træder i kraft den 30. december 2025. TMI anbefaler alle omfattede medlemmer til at forberede sig på at kunne efterleve regelsættet som skitseret.
Læs mere
Her kan du læse mere om EUDR
eller tilmelde dig TMI's workshop: Workshop om praktisk håndtering af EUDR