Velbesøgt EUDR workshop hos Jeld-Wen i Herning
50 deltagere fra hele branchen var i sidste uge samlet i Herning for at blive klogere på EUDR og udveksle erfaringer med ligesidede kollegaer i branchen. TMI takker for det store engagement og den åbne dialog.
Træ- og Møbelindustrien holdt med stor succes en udsolgt workshop om praktisk håndtering af EU's afskovningsforordning (EUDR) hos Jeld-Wen i Herning den 20. august 2025. 50 deltagere fra forskellige medlemsvirksomheder i Træ- og Møbelindustrien, valgte at bruge en sensommer eftermiddag på at få indsigt i EUDR's regler og krav, samt udveksle erfaringer og frustrationer med kolleger i branchen.
Branchedirektør Tanja Blindbæk Olsen fra Træ- og Møbelindustrien bød sammen med fabrikschef Steen Jensen fra Jeld-Wen velkommen med et ønske om, at dagen skulle bruges til at udveksle erfaringer, men også til at indsamle de spørgsmål og uklarheder, der opleves i praksis.
Efter en detaljeret gennemgang af EUDR, hvor de grundlæggende principper og regler, som virksomhederne skal følge, blev præsenteret, blev der delt virksomhedseksempler fra Jeld-Wen og SGS-DOORS. De præsenterede hver især deres praktiske løsninger og erfaringer med due diligence-forpligtelsen under EUDR.
Det gennemgående budskab var, at der ikke findes nogen perfekte løsninger og det hele er nyt for både virksomheder og myndigheder. Vi asfalterer samtidig med, at vi kører uden at kende destinationen.
For de fleste er det primære at samle, håndtere og allerhelst automatisere information og få det rigtigt videre i værdikæden. IT-løsninger bliver derfor et vigtigt redskab. To IT-udbydere af tilpassede EUDR-løsninger - Prduct.dk og Osapiens - demonstrerede deres IT-systemer, og hvordan de kan hjælpe virksomheder med at håndtere EUDR's krav mere effektivt.
I kaffepausen var der en livlig snak og der blev udvekslet erfaringer om EUDR, netværket og skabt kontakter på tværs i branchen.
Afslutningsvis drøftede deltagerne erfaringer og konkrete udfordringer i grupper, som efterfølgende blev samlet op i plenum. Her blev der blandt andet noteret en række spørgsmål, som ønskes afklaret med myndighederne.
”Jeg er meget glad for den store deltagelse og de engagerede bidrag fra deltagerne, som gjorde arrangementet til en vellykket dag med åben dialog og erfaringsudveksling”, siger branchedirektør Tanja B. Olsen.
”Vi vil senere på efteråret følge op med et arrangement med deltagelse af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), som er den kompetente myndighed i Danmark, for at få svar på de spørgsmål, der blev drøftet”, slutter branchedirektør Tanja B. Olsen.
Hold øje med nyhedsbrevet for tid og sted.
Stor tak til oplægsholdere og især Jeld-Wen for deres bidrag og for at åbne dørene og lægge hus til arrangementet.
Har du som medlem spørgsmål til EUDR, er du altid velkommen til at kontakte os i sekretariatet.