Nyt digitalt træleksikon samler årtiers viden om træ
Et nyt digitalt opslagsværk, WoodLex, gør det nu nemmere for fagfolk at finde teknisk viden om træarter og deres anvendelse. Bag platformen står Teknologisk Institut.
WoodLex bygger på det historiske trebindsværk Møbelsnedkerens Træbog, som snedkermester Topp udviklede i samarbejde med 20 møbelsnedkere i slutningen af 1950’erne.
Værket blev samlet og genudgivet af Teknologisk Institut i 2022 – og nu er den omfattende viden gjort digital og frit tilgængelig for alle via WoodLex.dk.
“Vores håb er, at WoodLex kan blive et fast referencepunkt i byggebranchen og møbelindustrien, og at det kan inspirere til mere og bedre anvendelse af forskellige træarter, baseret på et solidt og samlet vidensgrundlag,” fortæller Niels Morsing, centerchef på Teknologisk Institut i en pressemeddelelse til Ritzau (2025).
Bedre grundlag for materialevalg
Med platformen ønsker Teknologisk Institut at gøre det lettere for arkitekter, designere, håndværkere og producenter at træffe kvalificerede materialevalg.
WoodLex samler viden om træarters tekniske og æstetiske egenskaber, herunder styrke, struktur og bearbejdelighed, og bidrager dermed til, at træ anvendes med omtanke og på et bæredygtigt grundlag.
“Træ er et fantastisk materiale, der kan opnå en lang levetid, men det kræver, at det anvendes hensigtsmæssigt, der hvor det giver mening og på et solidt vidensgrundlag,” siger Stine Lønbro, konsulent på Teknologisk Institut og specialist i trækonstruktioner (Ritzau 2025).
Udforsk det nye træleksikon på www.woodlex.dk
Projektet er støttet af Realdania, Boligfonden Kuben og STARK Fonden.