Turen i Donald Trumps told- karrusel kører desværre endnu for de danske møbelproducenter
Der kommer alt for ofte nye og potentielt meget skadelige meldinger fra USA. Denne artikel forsøger at give et kort overblik over, hvor vi står lige nu.
På den ene side har EU’s told-aftale med USA indtil videre virket i forhold til at undgå højere toldsatser end 15 % - når man altså ser bort fra den særligt høje told på stål og aluminium på 50 %.
På den anden side vil danske møbelproducenter med produktion udenfor EU kunne blive ramt af højere toldsatser. Det gælder f.eks., hvis man har produktion i Asien af produkter, der eksporteres til USA.
I moderne, globale værdikæder vil mange produkter have undergået processer i flere lande. I de tilfælde er det naturligvis centralt at finde ud af, hvor et produkt ”er fra” i forhold til betaling af told til USA. Det korte svar er, at et produkt får nationalitet efter det land, hvor det sidst har undergået en reel industriel forarbejdning. Heldigvis holder amerikanerne sig indtil videre til de almindelige krav til oprindelsesland. Hvis et produkt skifter toldposition i Danmark (Europa), får det dansk oprindelse.
Hvad angår stål- og aluminiumindholdet i møbler mangler vi fortsat klare svar fra de amerikanske toldmyndigheder. Det er altså fortsat ikke veldefineret, hvordan man fastsætter værdien af stål- eller aluminiumdele, som den høje told skal beregnes af.
Flere kilder i markedet fortæller, at usikkerheden fra de skiftende meldinger fra amerikansk side - officielt og på de sociale medier - skaber mere usikkerhed og købstilbageholdenhed end toldsatserne selv. Udefinerede beregningsregler gør blot ondt værre.
DI og TMI arbejder videre på at skaffe klarhed på ovennævnte usikkerheder.