06.11.25 TMI Nyheder

Arkitekturpris sætter fokus på træbyggeri – Danish Wood Award 2025 uddelt

Arkitekturen i dansk byggeri er under konstant udvikling, og træ indtager i stigende grad en central rolle, når fremtidens bygninger skal opføres med fokus på både æstetik, klima og kvalitet.

Med Danish Wood Award, Danmarks ældste arkitekturpris dedikeret til træbyggeri, bliver netop denne udvikling tydelig, idet prisuddelingen hvert andet år samler førende aktører, projekter og eksperter til at hylde anvendelse af træ i dansk byggeri. 

Bag prisuddelingen står Træinformation, som gennem mange år har taget initiativ til at fremme viden, dialog og innovation om træ som byggemateriale. Danish Wood Award tildeles arkitekter eller tegnestuer, der udviser særligt høj kunstnerisk og teknisk kvalitet – og prisen er et vigtigt led i Træinformations arbejde med at synliggøre muligheder og perspektiver ved brug af træ. 

Ved den seneste uddeling, som fandt sted på Den Danske Filmskole d. 29. oktober, deltog et rekordstort antal projekter og fem meget forskellige byggerier blev udvalgt til den afsluttende nominering. Prisuddelingen illustrerer fint, hvor bredt træ kan anvendes – fra små kapeller og mindre kollegier til store sundhedscentre og kontorkomplekser. Det er ikke kun træmaterialets tekniske kvaliteter, men også mulighederne for at skabe både robuste, bæredygtige og sanselige byggerier, der fremhæves af komitéen bag Danish Wood Award. 

Cubo arkitekter og Danø arkitekter løb med prisen med deres projekt Håndværkerkollegiet i Horsens, hvor Træinformation beskriver ”Fra den store, bymæssige skala til den fineste, taktile detaljering er Håndværkskollegiet et helstøbt og autentisk værk, der kan måle sig med det fornemste i vores kulturarv”.

Branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien Tanja Blindbæk Olsen udtaler: ”Vi ser det som afgørende, at der findes priser som Danish Wood Award, der ikke bare anerkender det gode håndværk, men også inspirerer arkitekter, byudviklere og virksomheder til at nytænke anvendelsen af træ i byggeriet, som med Håndværkerkollegiet i Horsens. Det er priser som denne, der styrker branchens omstillingsparathed og fremmer videndelingen.” 

Christian David Rasmussen

Christian David Rasmussen

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3201
  • Mobil +45 5321 5221
  • E-mail cdra@di.dk

Relateret indhold