20.11.25 TMI Nyheder

EUDR: Rådets kompromisforslag rummer positive takter

Rådet for Den Europæiske Union har denne uge fremlagt deres kompromisforslag til revision af EU’s afskovningsforordning (EUDR). TMI ser positivt på forslaget, som indeholder markante ændringer, der kan lette administrative byrder og give mere klare regler. Intet er dog endeligt endnu.

Rådets forslag indeholder bl.a. en lettelse af administrative byrder for downstream operatører, hvor det kun er den ”første downstream-operatør”, der forpligtes til at indsamle og opbevare referencenumre. Øvrige downstream-operatører længere nede i kæden får dermed ikke denne byrde. 

Forslaget er et væsentligt fremskridt i forhold til at reducere kompleksiteten og administrationen for både små og store virksomheder, lyder vurderingen fra TMI.

”Det er enormt positivt, at Rådets forslag adresserer de tunge administrative byrder, vi har påpeget igennem hele forløbet – især for de mange virksomheder i træ- og møbelbranchen, der vil skulle håndtere hundredvis af referencenumre ”, siger branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien, Tanja Blindbæk Olsen.

”Rådets forslag viser, at der er politisk vilje til at finde løsninger, som tager hensyn til branchens praktiske virkelighed. Vi har fra starten efterlyst klare og enkle rammer, og det er vigtigt, at vi nu kommer skridtet nærmere”, fortsætter hun.

Baggrund: Kommissionens ændringsforslag løste ikke de centrale problemer

Kommissionens seneste ændringsforslag fra 21. oktober 2025 indeholdt forslag om udsættelse for mikro- og små virksomheder samt justeringer af dokumentationskravene, men fastholdt kravene om indsamling, opbevaring og videreformidling af referencenumre. 

Dette betød, at de administrative byrder i praksis forblev uændrede eller i visse tilfælde voksede, især for virksomheder, der håndterer sammensatte produkter.

Se link: EUDR: Centrale problemer uforandrede i Kommissionens ændringsforslag - TMI - DI

Derfor har TMI, sammen med et stor antal europæiske kolleger og søsterforeninger, fastholdt opfordringen til yderligere justeringer samt fokus på reelle lettelser, der muliggør en håndterbar implementering i praksis for branchen.

Bemærk: Forslaget er ikke endeligt vedtaget

Det er vigtigt at understrege, at der fortsat kun er tale om et ændringsforslag og ikke en endelig vedtagelse. Rådets forslag skal nu drøftes i Europa-Parlamentet, hvor bl.a. EPP- og ECR-grupperne har fremsat ændringsforslag, der i vidt omfang ligner Rådets forslag. 

Ændringsforslag fra S&D og De Grønne afventes fortsat, ligesom Kommissionens endelige stillingtagen til yderligere ændringer til deres oprindelige forslag endnu mangler. 

En endelig politisk afklaring kan derfor først forventes meget tæt på den oprindelige implementeringsdato 30. december 2025. 

Onlinemøde for alle DI-medlemmer den 3. december

TMI inviterer sammen med Vinduesindustrien, Dansk Byggeindustri og Træsektionen i DI til et onlinemøde den 3. december kl. 14, hvor der gives opdatering på status for forhandlingerne om EUDR. Fokus vil være på træforbrugende virksomheder. 

Tilmeld dig her

Onlinemødet er især henvendt til større virksomheder (over 50 ansatte), som efter Kommissionens aktuelle ændringsforslag bliver omfattet af EUDR fra 30. december 2025, mens virksomheder under 50 ansatte efter forslaget først vil blive omfattes fra 30. december 2026 og derfor ikke vil være i fokus på dette møde. 

Simon Auken Beck

Simon Auken Beck

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3411
  • Mobil +45 2671 9651
  • E-mail siab@di.dk

Relateret indhold