Der går mange år, før de nye skove er klar til at levere træ til markedet og biodiversitet. Det giver derfor god mening at se på samspillet til eksisterende skove, både i forhold til forsyning af træ til industrien og biodiversitet, skriver aktører fra Dansk Træbyggeri. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

08.01.25 TMI Nyheder

Dansk Træbyggeri: Rejsning af træer i grøn trepart kræver en samlet skovplan

Den grønne trepartsaftale indeholder en plan om at omlægge 250.000 hektar landbrugsjord til ny skov over de næste 20 år. Vi har derfor behov for en samlet skovplan for at få maksimal samfundsnytte af omlægningen, skriver TMI i et debatindlæg sammen med de to andre aktører fra Dansk Træbyggeri, Dansk Træforening og Træ i Byggeriet.

Baggrunden for Den Grønne Trepart var i særlig grad landbrugets grønne omstilling. Skovrejsning er nævnt som et helt centralt virkemiddel i aftalen, der skal indfri det bindende drivhusgasreduktionsmål for land- og skovbrugssektoren på 55-65 procent i 2030, i forhold til 1990.

De nye skove skal derfor også både lagre CO2 og producere træ til samfundets grønne omstilling, for at opnå den ønskede klimaeffekt.

En anden målsætning i aftalen er, at vi skal have mere natur i Danmark. Naturen skal genoprettes med fokus på biodiversitet, så vi får skabt gode vilkår for plante- og dyreliv.

Det kan alle bakke op om og se fornuften i. 100.000 hektar af den nye skov skal derfor være dedikeret til biodiversitet og grundvandsbeskyttelse, mens 150.000 hektar kan rejses med andre formål, herunder træproduktion.

Der går imidlertid mange år, før de nye skove er klar til at levere træ til markedet og biodiversitet. Det giver derfor god mening at se på samspillet til eksisterende skove, både i forhold til forsyning af træ til industrien og biodiversitet.

Træ kan ændre omstilling af byggebranchen

Det er nemlig ikke blot land- og skovbrugssektorens reduktionsmål, der kan få gavn af alle de mange nye træer.

Byggebranchen er en anden stor spiller, som udleder alt for meget CO2.

Det kan øget brug af træ og træbaserede produkter imidlertid ændre på.

Træ er lavet af luftens CO2 og solens energi, og udleder ved forarbejdning væsentligt mindre CO2 end gravede materialer, som forbruger store mængder energi og udleder CO2 i fremstillingen.

Derudover kan træ lagre CO2 i vores byggerier i meget lang tid.

Men for at vi kan omstille byggebranchen til flere biogene materialer – og dermed spare klimaet for store mængder CO2 – skal der være nok træ at tage af.

Træ, som foruden essentielle leverancer fra vores nabolande, skal komme fra Danmarks skove i en jævn strøm til vores forarbejdende industri, så byggesektoren kan lykkes med den nødvendige omstilling.

Skovrejsning skal samtænkes

De nye og de gamle skove skal supplere hinanden, så de på bedste vis opfylder alle de behov, samfundet kan få opfyldt fra skoven.

Skove kan nemlig, ud over gavntræ, producere flere ’varer’ på samme tid: eksempelvis rekreation, biodiversitet, rent grundvand og CO2-binding.

Men det er ikke ligegyldigt, hvilken type skov der plantes, og hvordan den eksisterende skov forvaltes, hvis vi skal sikre, at der både optages CO2 og produceres træ, der kan anvendes i byggeriet.

Rapporten 'Skove og træers klimapotentiale', som indgår i Realdanias projekt 'Veje til biogent byggeri', gennemgår forskellige scenarier for skovenes samlede bidrag. Find rapporten her

Rapporten konkluderer, at dansk skovbrug kan bidrage væsentligt til at møde efterspørgslen efter biogene byggematerialer og herved til klimamålene, hvis der fokuseres på strategisk skovforvaltning og udnyttelse af biogene ressourcer.

Derfor er der brug for en helhedsorienteret og langsigtet skovplan, som sikrer, at den massive skovrejsning samtænkes med de eksisterende skoves produktionspotentiale, og en løbende leverance af bæredygtigt råtræ til industrien.

Med vores indsigt i industriens kapacitet på både kort og lang sigt, importmønstre og kvalitetskrav til træet, for at det kan anvendes i byggesektoren, er vi klar til at bidrage til udviklingen af skovplanen.

Arbejdet vil samtidig give træsektoren et bedre grundlag for at igangsætte den nødvendige udvikling og innovation i sektoren, så træressourcen kan udnyttes optimalt.

Citat

"Det er ikke ligegyldigt, hvilken type skov der plantes, og hvordan den eksisterende skov forvaltes", udtaler Jakob Rygg Klaumann, Tanja Blindbæk Olsen og Lauritz Rasmussen, hhv. direktør i Dansk Træforening, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien og sekretariatsleder i Træ i Byggeriet

Debatindlæg

Ovenstående debatindlæg har været bragt i Altinget den 2. januar 2025.

Se det også her

Tanja Blindbæk Olsen

Tanja Blindbæk Olsen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4820
  • Mobil +45 4074 5868
  • E-mail tabo@di.dk

Relateret indhold