Formueskat vil være ødelæggende for danske møbelproducenter
En formueskat vil ramme virksomheder hårdt og skabe ulig konkurrence med udenlandske producenter. Det svækker dansk konkurrenceevne. Møbelbranchen med mange familieejede virksomheder er bekymret.
Dansk møbelproduktion er verdenskendt for høj kvalitet, funktionelt design og stolt håndværkstradition gennem generationer. Og her menes virkelig generationer. Mange danske møbelproducenter med produktion i Danmark er familieejede og er gået i arv.
En fremtidig formueskat vil skade danske møbelproducenter – især de familieejede. Likviditeten og dermed investeringsvilligheden vil blive direkte reduceret krone for krone, der betales i formueskat. Og hvis man endnu ikke har opbygget en god buffer i virksomheden, må man sælge ud af bygningerne eller låne for at betale sin formueskat.
Det påvirker den rolige hånd og den lange investeringshorisont, som familieejede virksomheder ofte bidrager med, fortæller Preben Rasmussen fra Skovby Møbelfabrik: ”Vores engagement og økonomiske støtte til Galten Bio, byfesten og den lokale fodboldklub vil en udenlandsk ejer nok ikke kopiere. Og vi har konstant 10 lærlinge i firmaet”.

Preben Rasmussen, Skovby Møbelfabrik A/S
I forvejen skal danske møbelproducenter holde sig ekstra skarpe pga. højere lønninger, skat og sociale omkostninger i forhold til de fleste andre lande. En formueskat kan presse flere danske virksomheder på udenlandske hænder. Og i en række konkrete tilfælde har vi set, at når hovedkontoret ikke længere er i Danmark, risikerer produktionen at gå samme vej.
Preben Rasmussen tilføjer: ” Det er lidt vildt, at man vil skulle betale formueskat af penge, som i virkeligheden tilhører staten. Hvis jeg vil tage penge ud af mit firma, vil SKAT jo have 42% i udbytteskat. De midler, jeg lader blive i virksomheden for at konsolidere den bedst muligt, kommer jeg så i sidste ende til at betale skat af to gange – eller tre gange, hvis man tæller de 25%, vi hvert år betaler af overskuddet med”.
Derfor har vi IKKE et valg!