Gør AI til en fast del af din virksomheds værdi og hverdag
Der kan synes langt fra produktionsvirksomheder til kunstig intelligens – men AI rummer allerede mange muligheder for at optimere din forretning.
Budskabet fra AI-ekspert Anders Hvid var ikke til at tage fejl af på TMI’s årsdag:
AI rummer allerede i dag et stort potentiale for træ- og møbelvirksomheder. Det gælder ikke mindst det arbejde, der ligger rundt om selve produktionen. Opgaver som tilbudsgivning, produktbeskrivelser, dokumentation, planlægning og onboarding af nye medarbejdere er langt mere modne for AI, end mange forestiller sig. Og de virksomheder, der lykkes med at gøre AI til en integreret og uundværlig del af hverdagen, er sjældent dem med den mest avancerede teknologi eller de største it-afdelinger, men derimod dem der er villige til at eksperimentere med brugen af AI, lød det fra Anders Hvid.
Det er også det billede, vi møder hos vores medlemmer i Træ- og Møbelindustrien. Der er både vilje og nysgerrighed til at udforske de mange muligheder i AI, men også et klart behov for konkrete eksempler og et sted, hvor man kan sparre med andre, der står med de samme overvejelser.
Derfor opretter vi nu et AI-netværk for TMI’s medlemmer.
I AI-netværket sætter vi fokus på de ting, der rent faktisk vil virke for din virksomhed, gennem en kombination af cases fra virksomheder, ekspertoplæg og erfaringsudveksling mellem deltagerne.
Rammerne bliver 3-4 møder om året, fordelt mellem fysiske møder og online sessioner. Vores mål er at gøre det langt nemmere for dig at komme i gang med at bruge AI i din virksomhed, og samtidig skabe et rum, hvor du kan lære af andre træ- og møbelvirksomheders erfaringer med AI.
Vi forventer opstart efter sommerferien. Hvis det er relevant for dig og din virksomhed, kan du allerede nu sende en interessetilkendegivelse til Christian David Rasmussen på cdra@di.dk – så følger invitation og mere information efter sommerferien.