Freeridere og uklarhed udfordrer fortsat emballageregler
Ny FAQ hjælper dig med at efterleve reglerne om producentansvar. Men der mangler stadig svar på flere vigtige spørgsmål.
I TMI ved vi, at mange af vores medlemsvirksomheder stadig skal bruge unødigt mange ressourcer på at afkode og implementere reglerne i den nye emballageforordning.
Derfor er det positivt, at myndighederne i deres FAQ (Typiske spørgsmål og svar - Miljøstyrelsen) nu anbefaler, at virksomheder identificerer og aftaler, hvem der har fastlagt emballagens designspecifikationer. Det giver dig og din virksomhed et langt mere konkret holdepunkt i jeres arbejde med at placere producentansvaret.
Det skal myndighederne have ros for.
Samtidig bør det anerkendes, at myndighederne har meldt ud, at de vil udvise konduite i håndhævelsen af de nye miljøkrav i emballageforordningen (PPWR), som trådte i kraft den 12. august. Flere af afklaringerne kom først kort tid før ikrafttrædelsen, og mange virksomheder har derfor haft begrænsede muligheder for at nå at tilpasse sig de nye krav.
Beslutningen om en pragmatisk håndhævelse kommer efter et vedvarende pres fra DI og giver virksomhederne den nødvendige mulighed for at fokusere på den praktiske implementering frem for usikkerhed om kontrol og sanktioner. Det er en fornuftig prioritering, hvis producentansvaret skal fungere i praksis.
Men afklaringerne løser desværre ikke alle problemerne.
Således mener vi i TMI, at der stadig er et stort behov for:
- En simplere model for miljøgraduerede bidrag
- Enkel og tydelig indberetning af data
- Lige og gennemsigtige vilkår hos kollektivordninger og myndigheder
- Simplere rammer for kompensation for erhvervsaffald
Samtidig er freerider-problematikken fortsat en af de største udfordringer.
Virksomheder, der bruger tid og ressourcer på at overholde reglerne, oplever med rette frustration, når emballage fortsat bringes på markedet uden korrekt registrering og indberetning. Risikoen er, at de virksomheder, der følger reglerne, ender med at betale en del af regningen for dem, der ikke gør.
Skal producentansvaret lykkes, skal virksomhederne kunne bruge deres ressourcer på bedre emballageløsninger og grøn omstilling.
Derfor arbejder vi i DI og TMI fortsat på at sikre, at myndighederne dels gør det nemmere for danske virksomheder at efterleve reglerne, og dels prioriterer kontrol og håndhævelse, så du ikke ender med at betale for dem, der bevidst eller ubevidst bryder reglerne.
Du kan læse mere om vores indsats på vegne af vores medlemmer via nedenstående links:
Der er ni emballagekomponenter i ét glas rødkål - DI
Indlæg fra Lars Sandahl Sørensen
Her er VANAs hjælp til emballageforordningen - DI