20.08.26 TMI Nyheder

Ny podcast: Hvorfor brænder Europas skove?

Skovbrande i Syderuropa har igen præget sommerens nyhedsudsendelser. Men kan vi give klimaforandringer hele skylden?

I løbet af sommeren har det været svært at tænde for nyhedsudsendelser uden billeder af voldsomme skovbrande i Sydeuropa. Tusinder af hjem er ødelagt, og flere har mistet livet i brandene, der igen har sat fokus på klimaforandringer. 
 
Men kan vi give klimaforandringerne hele skylden - og hvorfor virker brandene til at blive stadig større og sværere at kontrollere?  

Det er det spørgsmål, vi i samarbejde med Træ.dk tager fat på i den nyeste episode af podcasten Når et træ falder..., hvor professor emeritus Jørgen Bo Larsen deler gavmildt ud af sin ekspertise i skovbrande og de omstændigheder, der gør brandene tiltagende svære at kontrollere.  

Og ja, klimaforandringer og tørke spiller naturligvis en rolle. Men det er ikke hele forklaringen.  

Ifølge Jørgen Bo Larsen handler udviklingen også om, hvordan landskabet har ændret sig gennem de seneste årtier. Tidligere blev store mængder vegetation fjernet gennem afgræsning, høslæt og indsamling af brænde. I dag ophobes langt mere biomasse i naturen, og når en brand opstår, er der ganske enkelt mere brændsel til rådighed. 

I podcasten ser vi nærmere på sammenhængen mellem naturbrande, klima og landskabsforvaltning, og giver dig et mere nuanceret billede af et emne, som alt for ofte reduceres til dramatiske tv-billeder af flammer og røg.   
 
Derudover taler vi også om den betydning, diskussionen om skovbrandene kan have for de danske skove.

Lyt til afsnittet her:  
https://www.buzzsprout.com/1794129/episodes/19670510-nar-skoven-gar-op-i-rog.mp3?download=true 

 ”Når et træ falder…” er produceret af Træ.dk med Simon Auken Beck og Marie-Louise Harder Pedersen som værter.  

 

Simon Auken Beck

Simon Auken Beck

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3411
  • Mobil +45 2671 9651
  • E-mail siab@di.dk

Relateret indhold