Branchedirektør Tanja Blindbæk Olsen. Foto: Ulrik Jantzen

18.09.26 • TMI • Nyheder

De små virksomheder kan blive de store AI-vindere

Størstedelen af TMI’s medlemmer bruger AI – men der er potentiale til meget mere, viser nye undersøgelser.

Mange forbinder stadig AI med de store virksomheder med ressourcestærke it-afdelinger. Nu peger nye undersøgelser fra DI imidlertid på en spændende tendens blandt små og mellemstore virksomheder.  

Selvom de største virksomheder generelt er længst fremme med AI, ser de største gevinster ud til at ligge hos de mindre virksomheder, der tager teknologien til sig. Virksomheder med systematisk brug af AI har haft højere vækst end sammenlignelige virksomheder, og vækstforskellen er størst blandt virksomheder med under 20 ansatte.  

Samtidig viser en undersøgelse blandt mere end 7.700 virksomheder, at næsten otte ud af ti virksomheder allerede anvender AI i en eller anden form. 

Potentialet venter på at blive udnyttet 

Det tal gør sig også gældende for TMI’s medlemmers vedkommende. Dog viser undersøgelsen også, at de fleste virksomheder i træ- og møbelindustrien stadig kun bruger AI i mindre omfang.  
 
Her udgør især manglende viden om teknologiens muligheder samt hvordan den enkelte virksomhed kommer i gang med AI de største barrierer. Til gengæld oplever de virksomheder, der bruger AI, positive resultater, især når det gælder produktivitet, kvalitet og forretning.  
 
Der ligger med andre ord et stort, uudnyttet AI-potentiale hos TMI’s medlemsvirksomheder, siger branchedirektør, Tanja Blindbæk Olsen.  
 
”Først og fremmest handler det om at tænke AI ind i jeres produktion. Afsøg de steder, hvor AI kan give mening og skabe en reel værdi for lige netop jeres virksomhed, og giv jer selv lov til at lære undervejs. På sigt kan det måske give mening at foretage større investeringer i at udnytte AI-teknologien, men lige nu ligger der også bare et kæmpe potentiale i at kaste sig ud i de indledende eksperimenter,” siger TMI’s branchedirektør.

I den forbindelse vil vi også gerne minde om TMI’s nye AI-netværk, hvor du som medlem af TMI kan få inspiration og rådgivning til, hvordan I selv kommer i gang med AI i jeres virksomhed.  

Læs mere her:  Nyt AI netværk ruster din virksomhed til fremtiden - TMI - DI

Tanja Blindbæk Olsen

Tanja Blindbæk Olsen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4820
  • Mobil +45 4074 5868
  • E-mail tabo@di.dk

Relateret indhold