20.05.26 Green Gas Denmark Nyheder

Optagelse og præsentationer - Webinar om gasforsynings-sikkerhed den 13. maj 2026

Vi har samlet præsentationer og optagelse fra webinaret om gasforsyningssikkerhed den 13. maj 2026, hvor Energistyrelsen, Energinet og Ørsted gav en aktuel status på forsyningssituationen i Danmark og Europa. Nedenfor finder du et kort referat af de væsentligste pointer samt optagelse og præsentationer fra webinaret.

 

Referat

Webinaret gav en samlet status på gasforsyningssituationen i Danmark og Europa med fokus på forsyningssikkerhed, markedsudvikling og regulering.

Teamleder Hanne Lylov Nielsen (Energistyrelsen) indledte med en gennemgang af den aktuelle situation, herunder påvirkningen fra konflikten i Mellemøsten. Konflikten har især påvirket LNG-markedet og bidraget til øget prisuro og usikkerhed, mens den overordnede europæiske gasforsyning fortsat vurderes som stabil – om end presset. Danmark står relativt stærkt med høj forsyningssikkerhed, bl.a. som følge af egen produktion af biogas og import fra Nordsøen.

Energinet og Ørsted supplerede med perspektiver på lagerstatus og markedsudvikling. Det blev understreget, at gaslagrene spiller en central rolle for robustheden, og at en høj fyldningsgrad (omkring 90 %) er afgørende for at kunne håndtere kolde perioder og stressscenarier. Samtidig blev der peget på, at markedsvilkår og prisniveau i høj grad driver lagerfyldningen. På længere sigt forventes nye LNG-projekter – særligt i USA – at styrke den globale forsyning.

Biogassens stigende andel af det danske gasforbrug blev fremhævet som en vigtig faktor, der bidrager til øget robusthed og reduceret afhængighed af internationale markeder.

Der blev også redegjort for reglerne for ikke-beskyttede gaskunder. Disse kunder kan i en krisesituation blive pålagt at reducere forbruget for at sikre leverancer til beskyttede forbrugere. Det blev præciseret, at kubikmetergrænsen fastsættes på aftagested-niveau, og at definitionen fremgår af bekendtgørelsen om gasforsyningssikkerhed.

Endelig blev den aktuelle situation for gaslagrene og fremtidige udfordringer drøftet. Lagrene forventes kun delvist fyldte frem mod vinteren, og der arbejdes på nye løsninger, der kan forbedre fleksibiliteten – herunder muligheder for at give ikke-beskyttede kunder bedre adgang til gas i krisesituationer.

Under webinaret blev der gennemført en poll blandt deltagerne. Resultaterne fremgår af præsentation nr. 1.

Webinaret afsluttedes med spørgsmål fra deltagerne, særligt om beregningen af kubikmetergrænsen og konsekvenserne for ikke-beskyttede gaskunder.'

Næste webinar

Næste webinar i rækken planlægges til 1. oktober klokken 8.30 til 9.30. Invitationer sendes ud en måned forud for webinaret.

Kristian Nielsen

Kristian Nielsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3345
  • Mobil +45 5213 2375
  • E-mail krni@di.dk

Relateret indhold