Bestemmelse af trækstyrke

Senest opdateret 08.03.2024

På denne side

• Om bestemmelse af trækstyrke
• Overfladetrækprøve
• Vedhæftningstrækprøve
• Generelt om trækforsøg
• Kvalitetssikring
• Konvertering til trykstyreklasse på baggrund af trækprøvninger
• Vurdering af trækprøver
• Forskellen mellem trækprøver og ridseprøver

Om bestemmelse af trækstyrke

Grundlaget for dette afsnit er:

• DS/EN 13892-8 (Prøv­ningsmetoder for materiale til gulvafretning – Del 8: Bestemmelse af bindingsstyrke)
• DS/EN 1542 (Produkter og systemer til beskyttelse og reparation af betonkonstruktioner – Prøvningsmetoder – Måling af vedhæftningsstyrke).

Bemærk, at disse normer er rettet mod laboratorieforsøg. De resultater, du kan opnå ude på byggepladsen, er typisk lavere end de resultater, du kan opnå i et laboratorium.

I afsnittet vil du møde 2 begreber:

1. Overfladetrækstyrke
2. Vedhæftningstrækstyrke

Definitioner

Både overfladetrækstyrken og vedhæftningstrækstyrken bestemmes af den vinkelrette trækkraft, der medfører brud i materialet. Da trækkraften naturligt er proportional med det areal, den virker på, beskrives styr­ken bedre ved materialets brudspænding (T_b). Den defineres som brudkraften divideret med det areal, den virker på.

T_b = Materialets brudspænding

F_b = Brudkraften i N

A = Træklegemets areal i mm²

Brudspændingen måles i MPa (1MPa = 1 N/mm²)

Overfladetrækprøve

En overfladetrækprøve bestemmer et materiales sammenhængs-/bindingsstyrke i overfladen. Dvs. at overfladetrækprøver bestemmer styrken i fx et underlag eller et afretningslag og bruges til at vurdere, om overfladen er stærk nok til den valgte topbelægning.

Et underlags overfladetrækstyrke kontrolleres fx

• hvis der skal påføres en fugefri belægning eller en anden gulvbelægning, hvor der er krav til god vedhæftning til underlaget
• hvis du ønsker at kontrollere overfladestyrken, inden du påfører afretningslag ovenpå.

Man bruger prøven til at dokumentere, at kravet til underlaget fra leverandør eller rådgiver er opfyldt, inden man lægger gulvbelægningen. Hvis prøven ikke opfylder kravet og viser brud i den øverste mm af mørtlen, skal man foretage endnu en slibning, inden man kontrollerer igen. Dette fænomen er mest udtalt ved aftræksprøver på afretningslag.

Principskitser af udvalgte løsninger:

Overfladetrækprøve af underlag.

Overfladetrækprøve af afretningslag.

Metode

1. Undersøg underlaget, og find de ”svageste områder” ved ridseprøvning.
2. Friskær en cylinder med et diamanthulbor til en dybde af mindst 5 mm i det lag, du ønsker at kontrollere overfladestyrken af.
3. Lim træklegemet fast på toppen af cylinderen. Overfladen skal være fri for slam, støv og andre urenheder. Det sikrer du med en egnet slibning.
4. Når limen er hærdet, kan du udføre selve trækprøven ved at bruge et trækprøv­ningsapparat. Trækkraften skal øges i en jævn hastighed (dvs. uden ryk og med en hastighed på 100 N/s), indtil der sker et brud.

Friskæring

Det er normal praksis at friskære, efter at trækprøvepladen er limet på. Dette er en fordel, fordi limen vil løbe ned i skæresporet, hvorefter du så skal friskære igen. Friskæringen sker i 90° ± 1° i forhold til underlaget.

Vær sikker på, at hulboringen ikke udvikler så meget varme, at det skader konstruktionen, som skal testes. Hvis der udvikles varme ved friskæringen, bør området køles ned til den omgivende temperatur inden trækforsøget.

Afrensning inden trækforsøg

Vurder i hvert enkelt tilfælde, hvilken overflade der skal trækkes på. Overfladen skal være fri for slam, støv og andre urenheder. Det opnår du ved at slibe overfladen.

På afretningslag er det fx normalt at slibe med sandpapir. Afrensningsmetoden ved trækforsøgene skal altså svare til den aktuelle anbefalede afrensningsmetode, så man skaber et realistisk billede af den overflade, man skal arbejde videre på.

På beton er det normalt enten at slibe, slyngrense eller lign., inden man udlægger en fugefri gulvbelægning. Afrensning inden trækforsøg skal modsvare dette. Hvis du vurderer, at en slibning med sandpapir er tilstrækkelig, og træklegemerne får vedhæftning, er dette en fin afrensningsmetode.

Resultater

Notér brudkraften/brudspændingen. Sker bruddet i limfladen (med mere end 10 % limbrud) mellem træklegemet og underlaget/afretningslaget, må du kassere prøven, medmindre det registrerede trækresultat er lig eller højere end det krævede minimumskrav.

Vedhæftningstrækprøve

En vedhæftningstrækprøve bestemmer vedhæftningen mellem 2 materialer. Dvs. at vedhæftningstrækprøver bestemmer vedhæftningsstyrken mellem fx et afretningslag og underlag eller mellem en fugefri belægning og underlag.

Bemærk, at kravene til vedhæftningsstyrkerne afhænger af den valgte topbelægning og den forventede belastning.

Principskitser af udvalgte løsninger:

Vedhæftningstrækprøve af afretningslag.

Vedhæftningstrækprøve af fugefri belægning direkte på underlag.

Vedhæftningstrækprøve af fugefri belægning på afretningslag.

Metode

1. Friskær en cylinder med et diamanthulbor hele vejen gennem det lag, du ønsker at kontrollere vedhæftningen af, og yderligere mindst 5 mm ned i under-/afretningslaget.
2. Lim træklegemet fast på toppen af cylinderen. Overfladen skal være fri for slam, støv og andre urenheder. Det sikrer du med en egnet slibning.
3. Når limen er hærdet, kan du udføre selve trækprøven ved at bruge et trækprøvningsapparat. Trækkraften skal øges i en jævn hastighed (dvs. uden ryk og med en hastighed på 100 N/s), indtil der sker et brud.

Friskæring

Det er normal praksis at friskære, efter at trækprøvepladen er limet på. Dette er en fordel, fordi limen vil løbe ned i skæresporet, hvorefter du så skal friskære igen. Friskæringen sker i 90° ± 1° i forhold til underlaget.

Vær sikker på, at hulboringen ikke udvikler så meget varme, at det skader konstruktionen, som skal testes. Hvis der udvikles varme ved friskæringen, bør området køles ned til den omgivende temperatur inden trækforsøget.

Resultater

Notér brudkraften/brudspændingen. Sker bruddet i limfladen (med mere end 10 % limbrud) mellem træklegemet og underlaget/afretningslaget, må du kassere prøven, medmindre det registrerede trækresultat er lig eller højere end det krævede minimumskrav.

Bruddet vil ske på det svageste sted. Kig på brudfladerne efter trækprøvningen for at afgøre typen af brud. Hvis prøven viser brud i et af materialerne, skal værdien være større eller lig med det stillede krav, for at prøven kan godkendes.

Generelt om trækforsøg

Udstyr til trækprøver

• Et antal træklegemer af stål med plan underside og en udvendig diameter på 50±1,0 mm.
• Et diamanthulbor til tørskæring med en indvendig diameter på 50±1,0 mm.
• En boremaskine, der er kraftig nok til at drive et diamanthulbor.
• Harpiksbaseret lim som fx epoxy- eller methylmethacrylatlim (MMA-lim).
• Et trækprøvningsapparat med en trækkraft, der muliggør brud i afretningslaget. Brudkraften skal kunne aflæses på trækprøvningsapparatet med en nøjagtighed på mindst ±2 % af trækkraften.

Sådan klassificeres bruddene

X = Brud i underlaget
Y = Brud i afretningslaget
X/Y = Brud i grænsefladen mellem afretningslaget og underlaget
Z = Brud i limfladens træklegeme – afretningsmaterialet.

Hvis der sker flere typer af brud, skal du angive den indbyrdes procentvise fordeling mellem bruddene som fx X, Y, X/Y = 10 %, 85 %, 5 %. Prøver, der bryder i limfladen (brudklasse Z), skal ikke medregnes.

Omfang

For begge metoder gælder, at en prøve bør bestå af 3 aftræksprøver med en indbyrdes afstand på 300-800 mm, og at du bør udføre 1 prøve for hver 500 m². 

Du kan også fortage prøverne som enkelt aftræk. Med denne metode bør du udføre 1 prøve pr. 100 m² eller 1 prøve for hver udlægning/pumpning, hvis arealerne er mindre end 500 m². Aftal omfang med tilsynet/rådgiveren.

Standarderne siger, at prøvningerne først foretages, når materialerne, der trækkes på, har opnået deres fulde styrke. Det varer som regel 28 døgn ved en temperatur på ca. 20 °C. Ofte er der ikke mulighed for at vente i 28 døgn, så der bør kunne aftales en kortere periode med tilsyn eller rådgiver. Det kræver, at styrkeudviklingen kendes.

Rapportering

Testrapporten skal indeholde disse informationer:

• Henvisning til de europæiske standarder DS/EN 13892-8 eller DS/EN 1542
• Dato, tid og sted for prøvningen
• Navn og forretningsmæssig tilknytning på den, der har udført prøverne
• Angivelse af testtype – overfladetrækprøve eller vedhæftningstrækprøve
• Testpunkter markeret på plantegninger eller lign.
• Angivelse af produkter, der er blevet testet
• Indeklimaparametre (temperatur og relativ luftfugtighed)
• Overfladetemperatur på det materiale, der trækkes på
• Anvendt udstyr med angivelse af kalibreringsdato
• Hvis det er muligt: Dato for udlægning af de lag, der kontrolleres
• Alle andre relevante oplysninger/bemærkninger, fx ikke-tæt hus, træk, direkte sollys, ujævn overfladekvalitet osv.
  
  
  

Kvalitetssikring

Bestemmelse af trækstyrkeværdier er en del af undergulv- og/eller gulventreprenørens kvalitetssikring.

Overfladetrækstyrke

Entreprenøren, der udfører under- og/eller afretningslaget, har ansvaret for dets overfladetrækstyrke. Men det vil typisk være den entreprenør, der overtager den givne overflade, der skal dokumentere dets overfladetrækstyrke som en del af sin overtagelseskontrol, hvis det er et krav.

Vedhæftningstrækstyrke

Entreprenøren, der udfører fx en fugefri belægning eller fx udstøber et afretningslag, skal dokumentere vedhæftningstrækstyrken som en del af sin proces- eller slutkontrol, hvis det er et krav.

Konvertering til trykstyrkeklasse på baggrund af trækprøvninger

Til brug på byggepladser udnytter man, at der er en sammenhæng mellem afretningslagets tryk- og trækstyrke. Du kan bestemme trækstyrken ved at bruge de metoder, der er beskrevet ovenfor, og konverteringen til trykstyrkeklasser ved at bruge tabellen.

Vurdering af trækprøver

Iht. ovenstående skema ”Vejledende styrkekrav” vurderes trækprøver, foretaget på byggepladsen, efter værdierne under ”Praksiskontrol”.

Vurderingen omfatter disse 3 acceptkriterier, som alle skal være opfyldt, før du må arbejde videre på et underlag:

1. Ingen trækprøver må være under minimumsværdien for den valgte belastningsklasse.
2. Gennemsnittetaftrækprøvernes værdier skal være ≥ middelværdien for den valgte belastningsklasse.
3. De fleste af trækprøverne skal være over middelværdien for den valgte belastningsklasse.

Hvis en eller flere af acceptkriterierne ikke kan opfyldes ved overtagelseskontrollen af et underlag, skal arbejdet stoppes og bygherren orienteres herom. At arbejdet stoppes, og underlaget ikke kan overtages, betyder ikke nødvendigvis, at underlaget skal kasseres. Det betyder i første omgang, at bygherren skal undersøge underlaget grundigt for eventuelle svage områder. Hvis der er svage områder, kan de måske afgrænses og udbedres, uden at hele underlaget kasseres.

Eksempler på vurdering af trækprøver

Nedenfor gives eksempler på vurdering af overfladetrækprøver i samme scenarie, men med forskellige trækprøveresultater.

Eksemplerne tager udgangspunkt i et lagerrum på 1.000 m² i belastningsklasse C – Erhverv, som skal have udlagt et epoxygulv, hvor kravet til overfladetrækstyrken af underlaget er min. 1,5 MPa iht. leverandørens datablad.

Entreprenøren udfører i eksemplerne 6 overfladetrækprøver (2 x 1 prøve pr. 500 m² bestående af 3 overfladetrækprøver iht. til afsnittet ”Omfang”).

Iht. afsnittet ”Vurdering af trækprøver” skal disse værdier i eksemplerne være opfyldt:

• Ingen målinger må være < 1,2 MPa
• Gennemsnittet af målingerne skal være ≥ 1,5 MPa
• De fleste af prøverne, dvs. min. 4 ud af 6 prøver, skal være ≥ 1,5 MPa.

Opnår underlaget disse krav, opfylder undergulvets bindingsstyrke leverandørens krav om min. 1,5 MPa.

Eksempel 1:

Vurdering af resultaterne:

• Ingen målinger må være < 1,2 MPa: OK
• Gennemsnittet af målingerne skal være ≥ 1,5 MPa: 9,8 / 6 = 1,63 MPa: OK
• De fleste af prøverne, dvs. min. 4 ud af 6 prøver, skal være ≥ 1,5 MPa (5 ud 6 prøver er ≥ 1,5 MPa): OK.

I eksemplet kan undergulvet godkendes som underlag for det projekterede epoxygulv. Gulventreprenøren kan altså i eksemplet forsætte arbejdet med gulvbelægningen, hvis undergulvet og omgivelserne i øvrigt lever op til leverandørens anvisninger.

Eksempel 2:

Vurdering af resultaterne:

• Ingen målinger må være < 1,2 MPa: OK
• Gennemsnittet af målingerne skal være ≥ 1,5 MPa: 9,6 / 6 = 1,6 MPa: OK
• De fleste af prøverne, dvs. min. 4 ud af 6 prøver, skal være ≥ 1,5 MPa (kun 3 ud 6 prøver er ≥ 1,5 MPa): Ikke OK.

Fordi de fleste værdier ikke er over gennemsnittet, kan underlaget i første omgang ikke overtages af gulventreprenøren. Derfor anbefales:

1. Bygherren skal nu have mulighed for enten at bestille flere trækprøver af entreprenøren eller selv udføre flere trækprøver. Underlaget kasseres altså ikke i første omgang, men der skal udføres flere prøver, indtil der opnås en overvægt af målinger ≥ 1,5 MPa.
2. Opnås der ved flere trækprøver en overvægt af målinger ≥ 1,5 MPa, kan undergulvet godkendes som underlag for det projekterede epoxygulv. Så kan arbejdet med gulvbelægningen genoptages.
3. Hvis der ved flere trækprøver ikke kan opnås en overvægt af målinger ≥ 1,5 MPa, må underlaget ikke overtages af gulventreprenøren. Bygherren må så tage stilling til, om underlaget skal:

• undersøges grundigere for eventuelle svage områder. Hvis der er svage områder, kan de måske afgrænses og udbedres, uden at hele underlaget skal kasseres
• kemisk forstærkes, så hele underlaget opnår de stillede krav
• kasseres. 

Eksempel 3:

Vurdering af resultaterne:

• Ingen målinger må være < 1,2 MPa: Ikke OK
• Gennemsnittet af målingerne skal være ≥ 1,5 MPa: 7,6 / 6 = 1,3 MPa: Ikke OK
• De fleste af prøverne, dvs. min. 4 ud af 6 prøver, skal være ≥ 1,5 MPa (kun 1 ud 6 prøver er ≥ 1,5 MPa): Ikke OK.

Ingen acceptkriterier er opfyldt, så underlaget må ikke overtages af gulventreprenøren. Bygherren må nu tage stilling til, om underlaget skal:

• kemisk forstærkes, så hele underlaget opnår de stillede krav
• kasseres. 

Forskellen mellem trækprøver og ridseprøver

Metoden ”ridseprøvning” er en hurtig og effektiv metode til at kontrollere en overflades beskaffenhed. Metoden må ikke forveksles med bestemmelse af trækstyrker i dette afsnit.

Brug ridseprøvning som et supplement til overfladetrækprøver, når der er tvivl om overfladens beskaffenhed, og når der ikke stilles målbare krav som ved bestemmelse af bindingsstyrker.

Læs mere om ridseprøvning